Ny organisation vil for alvor sætte København på LGBT-verdenskortet

Copenhagen Pride og Pan Idræt er gået sammen om at etablere organisationen Happy Copenhagen, der med en særdeles erfaren og kompetent bestyrelse nu går i gang med at arbejde målrettet for at få bl.a. World Pride og EuroGames til København i 2021. Projektet bakkes op økonomisk af Københavns Kommune.

1280px-WorldPride_2012_-_164

Sidste gang København var værtsby for en global megaevent var tilbage i 2009, da World OutGames indtog hovedstaden med stor succes, og nu vil den nyoprettede organisation Happy Copenhagen, resultatet af et samarbejde mellem Copenhagen Pride og Pan Idræt, arbejde målrettet henimod at gøre København til værtsby for en kombineret World Pride og EuroGames i 2021.

Opbakning fra Københavns Kommune
Selvom World OutGames i 2009 krævede store investeringer, så endte arrangementet med at give et særdeles positivt afkast, hvor man fik to en halv gang igen på investeringen. Både disse positive erfaringer og ønsket om at styrke Københavns image som en mangfoldig og tolerant storby, var med til at få Tommy Petersen, de radikales gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation som også sidder med i Økonomiudvalget, til at sikre de økonomiske midler på en halv million kroner til at starte projektet op:

“Det var vigtigt for mig at få penge til, at det her arbejde kunne komme i gang, så derfor gik jeg til forårets budgetforhandlinger med det som en af mine prioriteter. Jeg mener, at Prides over hele verden er fuldstændig afgørende for at fremme synliggørelsen og accepten af LGBT-personer, og derfor er det vigtigt, at København bakker op om afholdelse af Prides i byen. Derudover er det også godt for Københavns image og pengepung at vise verden, hvor tolerante og progressive vi er i København. Så jeg glæder mig til at følge arbejdet med at promovere København i internationale LGBT-sammenhænge og med forhåbentligt at få større LGBT-events til byen”, siger Tommy Petersen (R).

Langsigtet planlægning
På trods af at den store mållinje ligger 6 år fremme i tiden, så er det nu forberedelserne skal sættes igang, hvis København skal have de bedst mulige chancer for at gøre sine hoser regnbuefarvede internationalt og stable et så ambitiøst megaevent på benene. En kombination af World Pride og EuroGames har potentialet til at blive et af de største LGBT-events nogensinde afholdt.

“Det har vist sig at lobbyisme-delen er svært vigtig, når man skal skaffe disse mega-events til et land. Vi så, for eksempel, hvordan Reykjavik præsenterede et ellers flot projekt for World OutGames i 2017, men alligevel endte med at tabe kampen til Miami. Desuden skal organisationen Happy Copenhagen sætte København og Danmark på landkortet, som det sted, hvor man kigger hen, når man taler om det mest åbne og tolerante i verden i forhold til menneskerettigheder”, siger Copenhagen Prides formand Lars Henriksen.

Stærke kræfter i bestyrelsen
Bestyrelsen i Happy Copenhagen er netop kommet på plads, og den kommer til at bestå af særdeles erfarne kræfter, idet både Paul Brummitt, Kristian Karstoft, Mads Kildegaard Larsen, Christian Knudsen, Mia Lynge Andersen og Simon Holk Witzansky er med ombord fra starten. Paul Brummitt, tidligere formand for Pan Idræt, er valgt som bestyrelsesformand. Ud over bestyrelsen vil Happy Copenhagen også få et særligt Advisory Board, der med en rådgivende funktion i forhold til at kvalificere hvilke projekter og events der skal arbejdes henimod, vil være med til styrke organisationen yderligere.

Formandsposten i Happy Copenhagen vælges for et år ad gangen, og det er skiftevis henholdsvis Copenhagen Pride og Pan Idræt der udpeger formanden – med mulighed for at genvælge den eksisterende formand.

Stærkt samarbejde frem mod målet
Foreningerne Pan Idræt og Copenhagen Pride har igennem flere år haft et tæt samarbejde, og bl.a. arbejdede foreningerne succesfuldt sammen om at få både Copenhagen Pride 2014 og PanGames til at gå op i en højere enhed.

“Pan Idræt har igennem flere år haft et rigtigt godt samarbejde med Copenhagen Pride. Derfor er jeg begejstret for, at vi nu skaber en fælles forening hvor vi kan samarbejde om at realisere en flot og ambitiøs vision om et fælles megaevent i 2021. Det bliver et spændende arbejde frem mod 2021 og i Pan Idræt ser vi frem til et fælles EuroGames og World Pride der for alvor vil sætte København på det regnbuefarvede landkort”, siger Pan Idræts formand Carsten Friis Overby.

Også fra politisk side er der rosende ord til det nyetablerede projekt:

“Både Copenhagen Pride og Pan Idræt gør et kæmpe arbejde for LGBT-personer i København. De arbejder hele tiden på at forbedre levevilkårene for LGBT-personer og på at skabe nogle gode oplevelser, som også har en større betydning. Så det er rigtig godt, at de vil bidrage endnu mere gennem det her nye tiltag”, siger Tommy Petersen (R).

Happy Copenhagen arbejder nu frem mod at gøre København til Outcity under World OutGames i Miami i 2017, da dette er et vigtigt skridt på vejen mod at få World Pride og EuroGames til Danmark.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.