Nu kommer Danmarks første Winter Pride

København får med Winter Pride en ny årligt tilbagevendende begivenhed, der skal være med til at tænde regnbuelys i de mørke vintermåneder og skabe flere aktiviteter og tilbud for LGBT-miljøet i Danmark.

Copenhagen Pride

Copenhagen Pride udvider igen sine aktiviteter med beslutningen om, at hovedstaden fremover også skal have en årlig Winter Pride. Copenhagen Winter Pride 2015 kommer til at løbe af stablen i uge 6 – fra den 5. – 7. februar – med både LGBT-politisk indhold og fest i alle regnbuens farver.

“Copenhagen Winter Pride er nu født og navngivet, og i årene fremover kommer vi selvfølgelig til at se den vokse og udvikle sig. Ambitionen er, at København får en ugelang LGBT-begivenhed i vinterhalvåret der adskiller sig markant fra Pride-ugen i august med indendørs kulturaktiviteter og events der matcher årstiden”, siger formand Lars Henriksen. 

Det var en enig bestyrelse der i december 2014 vedtog at etablere Danmarks første Winter Pride, og på trods af den meget korte tidshorisont valgte foreningen også at få konceptet skudt igang  allerede fra februar 2015 fremfor at vente et helt år mere.

“Programmet for denne første udgave af Winter Pride bærer naturligt nok præg af, at vi har haft en måned til at planlægge den, men jeg er stolt og glad over, at vi valgte at gå igang med det samme, og vi har rigtig mange planer og idéer for årene fremover”, lyder det fra Lars Henriksen.

Copenhagen Winter Pride 2015 lægger sig lige i kølvandet på Axgil Gay Galla den 4. februar, og kulminerer med en kæmpe Pride-fest i Pumpehuset lørdag den 7. februar.

Torsdag den 5. februar er Copenhagen Pride facilitator for et LGBT-arbejdsnetværksmøde, hvor faglige organisationer samles for at drøfte konkrete tiltag der skal forbedre vilkårene for LGBT’er i erhvervslivet. 

Fredag den 6. februar inviterer Copenhagen Pride alle interesserede til kickoff og reception hos Generator Hostel i Adelgade, hvor sløret løftes for Copenhagen Prides samlede aktiviteter i 2015, og hvor også det overordnede program for Pride Week i august bliver offentliggjort sammen med et par musikalske overraskelser. Herefter vil DJ’s sørge for den gode stemning resten af aftenen.

Lørdag den 7. februar er der kæmpe Winter Pride Party i Pumpehuset, der lægger ud med Dansk Melodi Grand Prix på storskærm, hvorefter tidligere danske grand prix-deltagere optræder live på scenen fulgt op af DJ’s, akrobater, gogo-dansere og drag show frem til den lyse morgen. Mere information om festen kan findes på facebook-eventet.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.