Transkønnede mindes i København

Torsdag den 20. november markeres den internationale Transgender Day of Remembrance  i København med fakkeltog og en mindehøjtidelighed.

Transgender Day of Remembrance

Siden 1998 har den 20. november været Transgender Day of Remembrance – en dag hvor man mindes de transpersoner som er blevet dræbt på grund af deres kønsidentitet eller er blevet ofre for hate crimes og transfobi. Samtidig sætter dagen fokus på at oplyse og eliminere de mange fordomme der stadig er udbredte overfor transkønnede.

I København markeres Transgender Day of Remembrance (TDoR) i år i et tæt samarbejde mellem T-Lounge, Copenhagen Pride og Warehouse9, og arrangementet starter på Vesterbro Torv torsdag den 20. november kl. 18.00, hvor alle er velkomne til at tage del i det fakkeloptog, der vil gå frem til Tove Hansens Plads, hvorfra der afholdes en mindehøjtidelighed.

“Transgender Day of Remembrance er en oplagt og nødvendig lejlighed til at sætte fokus på den fortsatte marginalisering af transpersoner i Danmark. Selv om vi også tænder en glædens fakkel for loven om juridisk kønsskifte der blev vedtaget i år, så er der lang vej igen på andre områder. Transkønnede kan fortsat ikke få lov at bestemme over egen krop gennem et informeret samtykke, men skal i stedet udsættes for nedværdigende behandling og erklæres for psykisk syge, før de kan få lov at komme i hormonbehandling. Det er helt uacceptabelt”, siger Lars Henriksen, formand for Copenhagen Pride.

“Vi vil også tænde et lys for de transkønnede der tog deres eget liv, fordi de følte, at der ikke var plads til dem i samfundet. Det er vigtigt at fokusere på den mentale sundhed og sørge for, at der er reel diversitet både i LGBT miljøet og i samfundet generelt. Som det er nu, er der nogle meget alvorlige mørketal for transpersoner – både socialt og sundhedsmæssigt. Det skal der gøres noget ved”, siger Malene Andreasen, projektkoordinator hos T-lounge Society i Warehouse9.

Efter mindehøjtideligheden vil der blive budt indenfor til T-Lounge i Warehouse 9, og arrangørerne håber på bred opbakning og opfordrer så mange som muligt til at møde op.

Eventet er oprettet på Facebook og kan ses lige her.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.