Lesbisk dokumentar vinder årets BENT

Dokumentarfilmen ’Lovebirds’ om ung lesbisk kærlighed knockouter DR3’s serie ‘BøsseStudier’, Kanal 5’s serie ‘Heartless’ og spillefilmene ‘Kapgang’ og ‘Det andet liv’, når årets danske LGBT-film/tv-pris skal kåres.

lovebirds

Filmen ‘Lovebirds’ har netop modtaget årets BENT-pris i forbindelse med MIX Copenhagen. Filmens instruktør, Louise Detlefsen, modtog BENT-prisen 2014 og en check på 10.000 kr. ved en prisfest i Empire Bio tirsdag aften.

– ’Lovebirds’ er et nænsomt og hudløst ærligt portræt af et ungt menneske. Udover det at være ung med alt, hvad det indebærer af rastløshed, nysgerrighed og oceaner af tømmermænd, så forsøger hovedpersonen at tackle, at hun er smaskforelsket i én af sit eget køn, lyder det bl.a. i juryens motivation.

Smaskforelsket og tømmermændsplaget
‘Lovebirds’ er produceret af Fridthjof Film i samarbejde med DR og havde tv-premiere på DR3 i maj. Filmen følger tre veninder i 20’erne til hverdag og ikke mindst fest gennem et år og viser, hvad der sker, da hovedpersonen Sus af dem falder for en anden kvinde.

– ’Lovebirds’ er en nutidig feel good-historie, hvor hovedpersonens forelskelse i den anden kvinde aldrig får en negativ klang, men håndteres med den selvfølgelige usikkerhed og nervøsitet, der findes i alle forelskelser, mener juryen bag prisen.

Ærespris til Danmarks største kulturklub
Det er fjerde gang, at BENT-prisen uddeles. Tidligere er den gået til spillefilmen ’Rosa Morena’ (2011), TV2’s serie ’Rita’ (2012) og DR3-dokumentaren ‘Det jeg aldrig fik sagt: Dias historie’ (2013).

I år uddeles for første gang også en ærespris, som går til Biografklub Danmark, der med sine op mod 200.000 medlemmer er landets største kulturklub.

“Vi har valgt at give en ærespris til Biografklub Danmark for at bringe et varieret udbud af film helt ud i landets fjerneste afkroge”, siger indstifter af BENT-prisen, biografdirektør Mette Schramm.

“Takket være Biografklub Danmark er film, som omhandler homo- og biseksuelle og transpersoner, kommet ud til et publikum, som ellers aldrig ville se dem. Og det mener vi betyder mere, end når vi svinger med regnbueflaget på Rådhuspladsen til Copenhagen Pride”, fortsætter hun.

BENT blev stiftet i 2011, og uddeles i år for fjerde gang og er på 10.000 kr.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.