Homoseksuelle lever med vold og diskrimination på Jamaica

En ny rapport fra den amerikanske menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch dokumenterer udbredt vold og diskrimination mod LGBT-personer på Jamaica og kritiserer skarpt den forældede lovgivning der stadig forbyder analsex.

jamaica

En netop udgivet rapport fra Human Rights Watch sætter fokus på situationen for LGBT-personer på Jamaica, og det er alt andet end opmuntrende læsning.

Rapporten er udarbejdet på baggrund af 5 ugers ophold på Jamaica, og den dokumenterer helt ned til mindste detalje, hvordan LGBT-personer på den caribiske ø udsættes for både psykisk og fysisk vold og påviser samtidig en slående mangel på forståelse og beskyttelse fra de jamaicanske myndigheders side.

Rapporten, der bærer titlen “Not Safe at Home”, indeholder 56 konkrete hadforbrydelser, hvoraf kun 19 ofre valgte at anmelde det til myndighederne. Af de 19 sager optog politiet kun rapport i de 8 tilfælde, og i kun 4 tilfælde blev der efterfølgende foretaget anholdelser.

»LGBT-personer på Jamaica bliver udsat for vold i meget høj grad, og de kan ikke regne med myndighedernes hjælp, og det er helt uacceptabelt. Myndighederne – hele vejen fra premierministeren og ned – er nødt til at få sat en stopper for volden og diskriminationen, få retsforfulgt de ansvarlige og få fjernet de homofobiske love og paragraffer«, siger Graeme Reid, LGBT Rights Director hos Human Rights Watch.

En ung homoseksuel mand fortæller i rapporten, hvordan politiet blot stod og så på mens han blev gennemtævet af en gruppe på omkring 30 personer der var bevæbnet med både knive, macheter og køller, og da politiet til sidst endelig greb ind, blev ofret ført ind i en politibil, hvor han blev lagt i håndjern og gennembanket endnu engang. Human Rights Watch konkluderer også, at mange unge homoseksuelle bliver smidt ud hjemmefra og derfor ikke har andet valg end at leve på gaden.

Jamaica har fortsat en lovgivning der forbyder både homoseksualitet og analsex i det hele taget.

Hele rapporten kan læses på engelsk lige her, og Human Rights Watch har også lavet nedenstående video i forbindelse med udgivelsen af rapporten.

 

 

 

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.