Sabaah får 2,4 millioner til at bekæmpe social kontrol

Foreningen Sabaah får 2,4 millioner kr. over de næste fire år til at modarbejde fordomme og social kontrol i bl.a. etniske miljøer. Det står klart, efter det lykkedes Radikale Venstre at få sikret pengene i de netop afsluttede forhandlinger om budgettet for Københavns Kommune.

Sabaah får 2,4 millioner til at bekæmpe social kontrol

Ifølge Radikale Venstres Budgetordfører, Tommy Petersen er det forventningen at pengene vil gøre Sabaah i stand til at opruste og i større grad målrette sine aktiviteter mod, at målgruppen accepteres i egne miljøer. Det skal bl.a. ske ved at tilbyde oplæg på skoler med høj andel af danske unge med anden etnisk baggrund.

”Vi ved, der kan være store problemer forbundet med at stå ved sin seksualitet i dele af de etniske miljøer. Problemer, som kan komme til udtryk ved udstødelse, overgreb og social kontrol , hvor man trues til at ’indordne’ sig og lægge bånd på sin seksualitet. Derfor er det så vigtigt, at vi har Sabaah, der kan nå dybt ind i de berørte miljøer og tage dialogen om udfordringerne”, udtaler Tommy Petersen i en pressemeddelelse modtaget i dag.

Formand for Sabaah, Mehmet, glæder sig over støtten fra Københavns Kommune, og ser frem til at ’professionalisere’ foreningen yderligere:
” Pengene skal bruges til at forankre den viden og erfaring, der er blevet opbygget over de sidste otte år, som Sabaah har eksisteret . Udfordringen for Sabaah er, at arbejdet er fordelt på meget få hænder, og at målgruppen er enormt sårbar. Og derfor er der i højere grad brug for en professionalisering af Sabaahs kerneydelser såsom rådgivningen og de sociale arrangementer, der danner et trygt fællesskab. Her falder pengene på et rigtigt tørt sted”.

Københavns Kommunes Inklusionsundersøgelse fra 2013 viser, at godt 10% af borgerne har følt sig udsat for diskrimination. Den viser tilmed, at hver fjerde københavner med etnisk minoritetsbaggrund oplever diskrimination. Dertil kommer, at op mod 90% af alle unge danskere med minoritets baggrund har været udsat for social kontrol, hvor de blev tvunget til at lægge bånd på sig selv. Det er Sabaahs vurdering, at størstedelen af deres målgruppe har følt sig udsat for diskrimination og social kontrol.

”Tallene taler sit tydelige sprog. Her er en gruppe københavnere, der kan stå med store udfordringer på grund af både sin seksualitet, sin etnicitet og det miljø man er vokset op i. Jeg synes, det er enormt flot og modigt, at de frivillige i Sabaah tør være sig selv og gå ud i miljøer, hvor det kan være rigtig svært at være etnisk LGBT og tage snakken. Det er dét, der virker. Og dét skal vi naturligvis støtte”, understreger Radikale Venstres, Tommy Petersen.

Formanden for Sabaah tilføjer: ”I politiker-sprog hedder det nok ’social kontrol’, men for vores medlemmer er det blot hverdag, når man ikke kan bestemme over sit eget liv, sine gøremål og sin egen seksualitet. For rigtig mange betyder det, at man ikke kan vælge den partner man gerne vil være sammen med og nogle gange bliver tvunget ud i situationer, hvor man skal undertrykke sin seksualitet og leve et liv, man ikke har lyst til.”

Udover dialogskabende aktiviteter arbejder Sabaah også med oplysning i form af konferencer, debatter i det offentlige rum og i medierne, udarbejdelsen af oplysningsmateriale samt kulturelle aktiviteter, som skaber rum og fællesskab til at møde ligesindede og få hjælp til bl.a. at bryde ud af social kontrol.

Pengene tildeles i rater af 600.000 kr. om året.

Billede via sabaah.dk

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

One Response to “Sabaah får 2,4 millioner til at bekæmpe social kontrol”

  1. Jag skulle vilja gratulera er till fortsatt kamp för HBTQ invandrares rättigheter. Jag hoppas att ni kan besöka oss och prata om er verksamhet i framtiden!
    Hälsningar
    Ardeshir
    Homan
    http://www.homan.se

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.