Copenhagen Pride løfter sløret for årets største regnbuefestival

Copenhagen Pride 2014 indtager hovedstaden i uge 35, fra onsdag 27. august til og med søndag den 31. august, og der er lagt op til endnu en rekordstor festival i alle regnbuens farver.

 Copenhagen Pride løfter sløret for årets største regnbuefestival

Copenhagen Pride har netop offentliggjort programmet for Pride Week 2014, hvor Rådhuspladsen i København vanen tro omdannes til Pride Square i 4 dage, og arrangørerne kan i år byde på bredspektret underholdning for enhver smag.

Boylesque, bigband og pølser ad libitum
Selv om højdepunktet naturligvis er den enorme Pride Parade lørdag den 30. august, der igen i år vil gå fra Frederiksberg Rådhus via Vesterbrogade til Rådhuspladsen, så byder årets Pride-festival på mange andre kulturoplevelser i ugens løb.

Onsdag den 27. august er der Grand Opening, og Copenhagen Pride er vært ved en ”meat’n’greet”, hvor der bliver serveret gratis grillpølser, mens underholdningen på den store scene bliver leveret af blandt andre Big Dipper Big Band og den canadiske stand-up komiker Daniel-Ryan Spaulding garneret med en særlig ”boylesque”-opvisning med Tinus de Schunard & His Diamond Dogs, en live pop-session med danske Mike Paudy og regnbuetoner fra koret De Homofone.

Opkørte queens og unikke koncertoplevelser
Torsdag den 28. august er højdepunktet en stort anlagt live-koncert med overskriften ”Under The Rainbow”, der headlines af den engelske anmelder-darling Patrick Wolf efterfulgt af svensk stjernedrys i form af Jay-Jay Johanson. Derudover vil også danske navne som Esben Weile Kjær, Ankerdatter, Feel Freeze og Aleksander optræde, mens DJ Tonny Liljenberg står for den homomusikalske opvarmning.

Fredag den 29. august er Drag Night – også kendt som Fabulous Friday – og det er i år lykkedes for Copenhagen Pride at give denne traditionsrige og særdeles opkørte begivenhed et internationalt islæt med navne som amerikanske Ivy Winters (RuPaul’s Drag Race) og Campari Camping fra hinsidan. Opvarmningen til selve drag-showet bliver leveret af Vesterbro Dragudlejning, der er værter for den traditionelle og populære Drag Bingo, hvor alle kan være med.

Paraden og det store paradeshow
Lørdag den 30. august flyttes fokus til Frederiksberg for en stund, når årets Pride Parade skydes i gang fra Frederiksberg Rådhus kl. 13.00. Paraden forventes at være helt ankommet til Rådhuspladsen i København omkring kl. 16.00, hvorefter det årlige paradeshow går i gang på scenen, hvor både Københavns kulturborgmester og den amerikanske ambassadør Rufus Gifford går på talerstolen, inden showet sættes i højeste queer med live-optræden af bl.a. Basim, Hvide Løgne, Thomas Buttenschøn, Pink Pistols, Stereogamus og mange flere.

Rådhuspladsen leverer underholdningen frem til kl. ca. 22.30, hvorefter festen fortsætter til de lyse timer i Pumpehuset, der i år lægger venue til det officielle afterparty.

Regnbuepladsen giver ekstra plads
Copenhagen Pride har i år udvidet området ved at tage Regnbuepladsen i brug både fredag og lørdag. Fredag står i regnbuefamiliernes tegn med hoppeborg og underholdning for børn i alle aldre, mens der lørdag vil være en separat scene på Regnbuepladsen, hvor man kan opleve blandt andre Freja Kirk, Amanda Wium og Tek Yon. Idéen er, at Regnbuepladsen skal fungere som et stort lounge-område og samtidig være med til at sikre, at der er plads til alle den dag.

Plads til regnbuepolitik og debatter
Pride Week 2014 er ikke kun fest og regnbuefarver, og årets Copenhagen Pride byder derfor også på debatter om bl.a. LGBT’ernes sundhed, den nye lov om juridisk kønsskifte og EU-traktatens muligheder for at forbedre LGBT’ernes vilkår i Europa.

Sloganet for 2014 er da også ”Coming Out For Global Rights”, og det er valgt med afsæt i den negative udvikling i LGBT-rettigheder der skyller ind over de østeuropæiske lande, ligesom Copenhagen Pride ønsker at opfordre os alle til at tage medansvar og gøre vores indflydelse gældende, når det kommer til de 77 lande der fortsat kriminaliserer homoseksualitet.

Alle 4 dage vil der også være udstillinger på Pride Square om LGBT-asylansøgeres forhold og om handicappede LGBT’er. Fra onsdag til fredag står Normstormerne bag aktiviteter på Pride Square for skoleklasser.

Pride Square har åbent alle 4 dage fra kl. 11.00 – 23.00, og det fulde program findes på www.copenhagenpride.dk.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.