København får sin Regnbueplads

København får sin omdiskuterede Regnbueplads 1. juli 2014. Det besluttede Københavns Teknik- og Miljøudvalg mandag.

vartov axel axgils plads

PRESSEMEDDELELSE:

København får sin omdiskuterede Regnbueplads 1. juli 2014. Det besluttede Københavns Teknik- og Miljøudvalg mandag, efter at forslaget om navngivningen af en central plads har været i høring. Et stort flertal i udvalget bekræftede dermed den beslutning, Borgerrepræsentationen traf i februar om pladsens navn.

”Den politiske kamp om navnet på denne centrale plads i København viser med al tydeliglighed, at der stadig er mange kampe at kæmpe for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnedes rettigheder. Jeg er glad for, at vi langt om længe kan navngive pladsen efter det frisind, der kendetegner København. Heldigvis bakkede et stort flertal i udvalget bakker op om Regnbuepladsen”, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

I februar besluttede Københavns Borgerrepræsentation efter et længere politisk forløb, at pladsen nær Vester Voldgade og Københavns Rådhus skulle navngives Regnbuepladsen for at hylde det særlige københavnske frisind og kampen for lige rettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede (LGBT). Derefter blev forslaget sendt i høring.

”Jeg glæder mig over, at den politiske kamp om pladsen nu er ovre, så vi kan indvie pladsen officielt til sommer. Vi er i dialog med Copenhagen Pride om at tage forskud på begivenheden og fejre det nye navn i forbindelse med Melodi Grand Prix i maj. Danmark og København er verden over kendt for frisind, og det skal de tusinder af europæere i byen opleve”, siger Morten Kabell.

Copenhagen Pride vil under hele ugen med Melodi Grand Prix i maj holde Pride Square på den kommende Regnbueplads. Mandag den 5. maj kl. 17 til 17.30 vil arrangørerne tage hul på fejringen af pladsens nye officielle navn – Regnbuepladsen.

Fakta om Regnbueflaget
Regnbueflaget blev første gang brugt af homoseksuelle i forbindelse med priden i San Francisco i 1978. Flaget vandt hurtigt udbredelse i forbindelse med mordet på Harvey Milk, der var den første åbent homoseksuelle, der var valgt ind i byrådet i San Francisco. Efterfølgende har brugen af regnbueflaget spredt sig til LGBT-miljøer over hele verden. Sidste år besluttede Københavns Kommune at byens busser skulle flage med regnbueflaget i forbindelse med Copenhagen Pride.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.