Firefox-direktør træder tilbage efter anti-homostøtte

Mozillas nyudnævnte administrerende direktør, Brendan Eich, fik kun en uge på posten. Virksomheden har netop meddelt, at direktøren har valgt at træde tilbage, efter det kom frem, at han har givet økonomisk støtte til modstandere af homoægteskaber i USA.

firefox

Software-fællesskabet Mozilla, mest kendt for at stå bag browseren Firefox, har haft nogle turbulente dage efter Brendan Eich tiltrådte som CEO i sidste uge.

Knap havde han sat sig i direktørstolen før det kom frem, at han aktivt havde støttet Proposition 8 (forbuddet mod homoægteskaber i Californien) tilbage i 2008, og dette fik både samarbejdspartnere og tusindvis af Firefox-brugere til at rette voldsom kritik mod selskabet. Datingsitet OK Cupid med flere millioner brugere valgte helt at blokere for besøgende der forsøgte at komme ind på siden fra en Firefox-browser.

Nu har Mozillas bestyrelse taget konsekvensen af Brendan Eich’s handlinger, og meddeler derfor den 3. april, at han har “valgt at trække sig som CEO”.

“Vi forstår, hvorfor folk er sårede og vrede, og de har helt ret: det er fordi, vi ikke har været tro mod os selv. Vi opførte os ikke, som man bør forvente, at Mozilla opfører sig. Vi reagerede ikke hurtigt nok i forhold til at involvere folk, da kontroversen startede. Vi er kede af det. Det skal vi gøre bedre ” skriver bestyrelsesformanden Mitchell Baker i et blogindlæg.

Det vides endnu ikke hvem Mozillas nye direktør kommer til at blive.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.