Copenhagen Pride laver historisk Eurovicious Pride Square

For første gang i grand prix-historien vil København markere værtsskabet for Eurovision Song Contest med en sideløbende pride-fejring der har fået navnet Eurovicious Pride Square.

eurovicious

Eurovicious Pride Square bliver navnet på regnbuefesternes epicenter under Eurovision-ugen i maj, hvor foreningen Copenhagen Pride byder mangfoldigheden indenfor på den del af Rådhuspladsen der står overfor navneændring til ”Regnbuepladsen”.

”Vi opretter en miniudgave af Pride Square, hvor der dagligt vil være fest, farver, underholdning, hygge og debat, og målet er selvfølgelig, at vise de mange turister som kommer til København i forbindelse med Eurovision Song Contest 2014, at vores hovedstad er en mangfoldig og tolerant by, hvor LGBT-miljøet både bliver set og hørt”, siger Lars Henriksen, formand for Copenhagen Pride.

FESTLIGT REGNBUEPROGRAM
Eurovicious Pride Square kommer blandt andet til at have en scene, hvorfra der dagligt serveres et bredt udbud af underholdning i alle regnbuens farver.

Ud over nogle af de absolut bedste DJ’s fra LGBT-miljøet, så vil man også kunne opleve live-musik fra blandt andet SOUND, Mike Paudy, Jean Michel og Thomas Bickham på scenen på Eurovicious Pride Square.

Både tirsdag, torsdag og lørdag i Eurovision-ugen vises semifinaler og finale på storskærm på pladsen.

Onsdag den 7. maj står Copenhagen Pride også bag et stort live-show i Eurovision Village på Gammeltorv, hvor Ashibah, Camille Grey, DQ og Aleksander går på scenen fra kl. 20.00 – 22.00 til en koncertaften i regnbuens tegn med skuespilleren og LGBT-aktivisten Christian Vincent som vært.

Det endelige program for Eurovicious Pride Square offentliggøres i slutningen af april, og ønsker man at blive holdt løbende opdateret, så anbefales det at følge med via Eurovicious Pride Square på Facebook.

Eurovicious Pride Square åbner lørdag den 3. maj kl. 16.00 og er herefter åbent daglig fra 11.30 til meget sent, frem til og med lørdag den 10. maj, hvor der efter finalen på storskærm sluttes af med afterparty.

REGNBUESTEMNING, SHOPPING OG LGBT-INFO
På Eurovicious Pride Square vil der også være unikke shoppingmuligheder, idet Copenhagen Pride har inviteret bl.a. Homoware, OhDeer, DanishDesignShop og luksuskonditoren Strangas med ind på pladsen, hvor der vil være udsalg fra små pop-up shops.

Copenhagen Pride vil ud over at bemande barerne på pladsen også have et informationstelt, hvor man kan få opdateret information om hvad der sker rundt omkring i LGBT-miljøet i forbindelse med Eurovision, og selvfølgelig også kan få udleveret et gratis trykt program, hvor alle byens LGBT-begivenheder er samlet for perioden.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

3 Responses to “Copenhagen Pride laver historisk Eurovicious Pride Square”

  1. Mikkel Storgaard says:

    Det er et nice program!

    SHOPPING! <3

    • Mikkel Storgaard says:

      Nej, okay.

      Det jeg egentlig mener er, at et event med fokus på ‘shopping’ sætter barren på en sådan måde, at LGBTQ’ere, som ikke er en del af middelklassen, ikke har lyst til at være med.

      Jeg tror vi kunne få en hel del flere spændende mennesker med i ‘homomiljøet’, hvis grænsen for deltagelse ikke nødvendigvis gik på, hvorvidt man har råd til “OhDeer” eller “DanishDesignShop” 😉

      • Janus says:

        Nu er det jo altså ikke fordi at man partout SKAL købe noget for at have lov til at komme ind og være en del af ‘homomiljøet’. Jeg må indrømme at jeg har meget svært ved at se hvordan det skulle afskrække nogen som helst at der står nogle stande og sælger ting. Det gør der jo for eksempel også på Rådhuspladsen efter Priden hvert år, og der er der altid masser af spændende mennesker.

        Jeg vil nærmest vende dit argument på hovedet og sige at enhver der undlader at komme blot fordi der står nogle boder og sælger ting, ikke lyder specielt spændende og næppe er det største tab for ‘homomiljøet’ (hvad det så end er).

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.