COPENHAGEN PRIDE SKAL SIKRE KØBENHAVNS LGBT-PROFIL UNDER EUROVISION

Copenhagen Pride skal sikre at årets Internationale Melodi Grand Prix, der afholdes i hovedstaden i maj, også får en synlig og klar LGBT-profil. Københavns Kommune har på et møde torsdag aften besluttet at tildele Copenhagen Pride de nødvendige midler til blandt andet at sikre en ”Eurovision Pride Square”.

eurovision2014

Eurovision er en afgørende og unik mulighed for at brande København på frihed, tolerance og mangfoldighed, og det er en mulighed som Copenhagen Pride nu griber i samarbejde med Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune.

”Heldigvis har Københavns Kommune været enige med Copenhagen Pride i de visioner vi har lagt frem for at give Eurovision 2014 et tydeligt og utvetydigt LGBT-præg”, siger Lars Henriksen, formand for Copenhagen Pride.

København som mangfoldig storby
På et møde på Københavns Rådhus den 20. februar blev det besluttet at bevilge Copenhagen Pride de nødvendige midler der skal sikre, at Det Internationale Melodi Grand Prix også kommer til at afspejle København som en mangfoldig og tolerant værtsby, hvor LGBT-miljøet spiller en vigtig rolle.

”Vi er utroligt glade for, at Københavns Kommune på denne måde sætter to streger under Copenhagen Prides førende rolle i at sikre og opretholde den profil, at København er en by for alle borgere. Vi er hovedstadens største festival, og Priden favner københavnerne bredt. Det er en vigtig bevilling, fordi den sikrer at alle de tilrejsende turister – LGBT’er og andre – kommer til at opleve den ægte københavnske åbenhed og tolerance”, lyder det fra Copenhagen Prides formand.

Allerede sidste efterår var det nuværende Radikale medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Tommy Petersen, ude med et forslag om at Eurovision Song Contest 2014 skulle ’brande’ København som en mangfoldig storby. Her lovede han også, at han ville forsøge at finde midler til særlige LGBT-aktiviteter under Eurovision.

”Jeg er rigtig glad for, at det lykkedes os at finde pengene. Jeg mener, at Eurovision med fordel kan bidrage til at markedsføre København som en mangfoldig storby, og derfor er det vigtig med aktiviteter, som understøtter det. Samtidig er det et event som indtager en særlig plads hos mange LGBT’er, og det vil betyde meget for eventets succes, at at vi får trukket en masse turister fra både Danmark og andre lande til byen”, siger den Radikale Tommy Petersen. 

Klogt at investere i LGBT
Eurovision har traditionelt set en særlig tiltrækningskraft på LGBT-miljøet, og derfor er det vigtigt, at København også har noget at tilbyde LGBT-gæsterne, når de kommer til byen. Det er et segment der typisk rejser mere end gennemsnittet, gerne går i byen og har penge at bruge. Derfor er der også gevinster at hente for København ved at promovere hovedstaden som tolerant og mangfoldig, og derved være med til at sikre, at LGBT-turisterne har lyst til at vende tilbage igen ved andre lejligheder.

Det estimeres, at Københavns Kommunes investering i World Outgames gav tre gange tilbage, og Copenhagen Pride vurderer, at en investering i en klar københavnsk LGBT-profil har potentiale til at betale sig i endnu højere grad.

Officielt LGBT-program og Eurovision Pride Square
Et af Copenhagen Prides initiativer under Eurovision bliver en særlig ”Eurovision Pride Square” i det centrale København, hvor der kommer til at være underholdning, telte og masser af regnbuestemning.

Copenhagen Pride ser også på mulighederne for at kunne gennemføre et ”Eurovision LGBT Street Party”, ligesom man står bag et trykt magasin på engelsk der vil indeholde et komplet LGBT-program for København under Eurovision og dermed også være med til aktivt at promovere LGBT-miljøets barer og caféer.

”Copenhagen Prides ambition er at blive en festival, som favner hele miljøet, og som fungerer som katalysator og paraplyorganisation for miljøet. Som Wonderful Copenhagens officielle samarbejdspartner i LGBT-miljøet er det vores største ønske, at vi kan sikre maksimal bevågenhed om alt, hvad der arrangeres i LGBT-miljøet i forbindelse med Eurovision”, siger Lars Henriksen, der også kan fortælle, at Copenhagen Pride nu går i dialog med LGBT-miljøet:

”Vi vil snarest tage kontakt til alt og alle i miljøet og både opfordre til at der arrangeres LGBT-arrangementer, men også sikre, at alle arrangementer – stor som små – optages i den officielle ”LGBT-guide to Eurovision in Copenhagen”. Guiden kommer til at ligge overalt i miljøet og vil blive en del af de tilrejsende journalisters og delegationers “service-kit”. Det skulle gerne blive alles vigtigste værktøj, når man vil have det fulde udbytte af alt, hvad der sker i LGBT-miljøet under Eurovision”, forklarer Copenhagen Prides formand.

”Jeg tror, de her aktiviteter kan bidrage til, at København kan vise sig fra sin bedste side og give baghjul til tidligere værtslande som Rusland, Aserbajdsjan og Sverige, så vi kan få turisterne tilbage allerede igen til sommer til Copenhagen Pride”, afslutter Tommy Petersen.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.