Homopinion: Ingen midler til Sabaah i Københavns budgetforlig

LGBT-miljøet blev den største taber, da pengene skulle fordeles i det netop overståede budgetforlig i Københavns Kommune. Her kommer en kommentar fra den radikale Tommy Petersen der samtidig opfordrer til at møde op i aften til debatmøde i Block 66.

Homopinion: Der er penge i pride

I dag fremlagde forligsparterne på Rådhuset budgettet for København for næste år. Og her skal man lede længe efter ordene ’LGBT’, ’Sabaah’, og ’seksuelle minoriteter’. Budgettet kaldes ’Stærke skoler, stærk by’ og fokuserer meget på folkeskolen, børnefamilier, ældre og infrastruktur. Tilsyneladende på bekostning af midler til LGBT-miljøet.

Den største overraskelse er, at Sabaah ikke får fornyet sin bevilling, når den udløber sidst på året. Fratagelsen af midler til Sabaah vil have katastrofale konsekvenser for foreningen og vil skade LGBT-miljøets mulighed for at organisere sig og lave aktivisme. Det vil også fratage os et forum, hvor tusindvis af LGBTere har socialiseret og forenet sig om politiske emner til gavn for vores miljø. Og så vil det fjerne en ekstremt vigtig rådgivningsfunktion målrettet unge LGBTere, som har brug for støtte i en svær tid.

Vi ved, at unge LGBTere i stor stil sexmobbes i skolen, og at det forlænger tiden i skabet. Vi ved, at unge LGBTere oftere har selvmordstanker og forsøger selvmord end andre unge. Vi ved, at unge danske LGBTere med anden etnisk baggrund oplever store problemer med deres seksualitet pga. fordomme fra familie og venner. Og som resultat ved vi, at LGBTere senere i livet scorer langt dårligere end gennemsnittet både på fysisk og psykisk sundhed. Tiden er ikke inde til at skære i indsatsen for at ændre på disse ting.

Foreningen er gennem de sidste år blevet en fuldstændig afgørende del af det arbejde, der skaber sammenhæng og identitet i LGBT-miljøet. Foreningen har dannet ramme om skelsættende debatarrangementer, demonstrationer og LGBT-politisk aktivisme. Med sin rådgivningsfunktion og sit konfliktløsningsarbejde overfor unge med anden etnisk baggrund, der oplever problemer pga. deres seksualitet, har foreningen stået for en særdeles vigtig indsats, der har hjulpet hundredevis af LGBTere.

I et år, hvor der har været meget opmærksomhed omkring LGBTeres vilkår både hjemme i form af hadforbrydelser og ude i verden i form af anti-Putin demonstrationer, er det overraskende, at politikerne på rådhuset ikke finder det relevant at støtte en så aktiv partner som Sabaah. Man må jo bare stå tilbage og opfordre folk til at benytte deres demokratiske ret og stemme personligt til kommunalvalget d. 19. november.

Tommy Petersen er LGBT-kommentator, kandidat til kommunalvalget (R) og Donor Advisor for FN’s Udviklingsprogram, UNDP, og han kommenterer løbende strømningerne i LGBT-politik her hos Homotropolis.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.