Danske Christian får global respekt for Ruslands-video

Den unge, danske skuespiller Christian Vincent har haft en særdeles travl uge. Mandag lagde han i frustration en video på YouTube med titlen “Dear Russia: It’s not okay” – og fredag er den set af næsten 12.000. Samtidig vælter respekten ind fra både nær og fjern, og både danske og engelske medier – og en menneskerettighedskonference i Antwerpen – deler budskabet videre.

christianvincent

Det der begyndte med en undren over hvorfor et globalt brand som Coca-Cola, hovedsponsor for Vinter-OL 2014 i Rusland, ikke officielt vil fordømme Ruslands homofobiske lovgivning, har nu vokset sig større end nogen vist havde set komme.

Mandag bragte Homotropolis historien om Coca-Cola Danmark, som gav Christian Vincent et mildest talt neutralt svar på hans henvendelse. I frustration over den manglende udmelding fra læskedrikgiganten valgte Christian Vincent sent på eftermiddagen at tænde for kameraet og lufte sine frustrationer i en video der blev uploadet til YouTube med titlen “Dear Russia: It’s not okay”.

Videoen blev hurtigt delt på de sociale medier, og masser af både kendte og mindre kendte danskere valgte at trykke ‘like’ og give en positiv og opmuntrende kommentar med på vejen.

Fredag formiddag nærmer videoen sig 12.000 views på Youtube, mens den integrerede video på Facebook er delt mere end 1600 gange på to dage, og budskabet har forlængst krydset de danske grænser. Den 26-årige åbent homoseksuelle skuespiller er mildest talt overrasket over den opmærksomhed, han har fået, ved at fortælle Rusland, at det ikke er okay.

»Det er overvældende. Jeg havde selvfølgelig håbet på, at min video ville bidrage til at skabe mere opmærksomhed på problematikken, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det blev i denne størrelsesorden. Og det er altså kun 4 dage siden, at videoen er blevet lagt op«, fortæller Christian Vincent til Homotropolis fredag.

»Jeg er stadig nervøs. Selvfølgelig er jeg det. Men jeg får beskeder fra folk fra hele verden, homo- som heteroseksuelle, som fortæller mig hvor taknemmelige de er for videoen – og endnu vigtigere: At de vil råbe op. Tror jeg på at dette her er løsningen? Nej. Bestemt ikke. Men I stedet for at sidde ved min computer, ryste opgivende på hovedet og klikke videre, står jeg urokkeligt fast ved min overbevisning om, at det at råbe op er VEJEN til løsningen. Time will tell«, siger Christian, kun få minutter efter at lokalavisen på Lolland-Falster, hvor Christian selv kommer fra, har lagt en historie online fra dagens avis med overskriften “ung lollik sætter russisk homolov på verdenskortet“.

Også engelske Gay Star News har interviewet Christian torsdag aften og vil bringe en historie fredag, og den igangværende menneskerettighedskonference i Antwerpen, som afholdes i forbindelse med World Outgames, har meddelt, at man vil vise videoen på storskærm for alle de deltagende.

Alt tyder på at videoklipppet og budskabet, som i øvrigt kan ses herunder, langt fra er færdig med at blive delt endnu, og i skreven stund er “Dear Russia: It’s not okay” ved at spredes i USA også.

Herhjemme, på dansk grund, efterlyses der lige nu fra flere sider en officiel politisk udmelding fra Christiansborg, ikke mindst set i lyset af den svenske udenrigsminister Carl Bildt’s skarpe fordømmelse af den russiske lovgivning tidligere i denne uge. Homotropolis bragte torsdag et debatindlæg om netop dette.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

2 Responses to “Danske Christian får global respekt for Ruslands-video”

  1. Tone says:

    Så tøff du er, Christian!

  2. Henning Maigaard says:

    Sådan!! Christian godt og sobert indslag – TAK!

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.