LGBT-aktivister i protest mod homofobisk skuespiller

Den 64-årige skuespiller Jeremy Irons vil blive mødt af LGBT-aktivister i aften amerikansk tid, når han møder op til forpremiere på sin egen film “Trashed”. Årsagen er homofobiske udtalelser i et interview med Huffington Post for nylig.

Aktivistgruppen ‘Gay USA’ har annonceret deres ankomst til forpremieren på Jeremy Irons’ seneste film “Trashed”, en dokumentar om de voksende affaldsproblemer, som bliver screenet i aften lokal tid i forbindelse med en energi-konference i New York.

LGBT-gruppen planlægger at højlydt protestere imod de homofobiske bemærkninger der faldt fra den nu 64-årige Jeremy Irons i et interview med Huffington Post tidligere på måneden.

Irons udtalte blandt andet, at homoægteskaber i USA kunne føre til far-søn-ægteskaber på grund af de medfølgende skattefordele, og at bryllupper mellem par af samme køn i det hele taget ville kunne få negativ indflydelse på ægteskabet som institution.

“Jeremy Irons ønsker at blive taget alvorligt med sine budskaber om affaldsproblemerne, og alt peger på, at hans pointer er rigtige. Men på det seneste har han undermineret sin egen troværdighed og hans ret til at blive taget alvorligt gennem krænkende og modbydelige udtalelser om homoseksuelles ret til at gifte sig”, skriver ‘Gay USA’ der også konstaterer, at Jeremy Irons burde “tage en 10-minutters snak med en af sine homovenner for at få lidt viden om et helt grundlæggende menneskerettighedsspørgsmål inden han begynder at belære verden om alvorlige miljøproblematikker”.

Jeremy Irons forsøgte i sidste uge på BBC at gyde lidt tiltrængt olie på vandene, men endte blot med at konstatere, at ‘ægteskab handler om at formere sig’ og at det var årsagen til, at han giftede sig med sin hustru.

Du kan se Jeremy Irons i det oprindelige interview med Huffington Post herunder.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.