HOMOPINION: HOMOÆGTESKAB – NEJ TAK!

Homotropolis har modtaget nedenstående debatindlæg fra Mads Ananda Lodahl, som stiller et stort spørgsmålstegn ved vigtigheden af de såkaldte homoægteskaber.

Hele verden følger USA’s kamp om de homoseksuelles ret til at gifte sig. Og tolerancen i verdens lande måles på, hvorvidt de anerkender homoseksuelle ægteskaber eller ej. Man skulle tro, ægteskabet er det vigtigste for seksuelle minoriteter og det, der definerer os.

Men ægteskabet er ikke noget, vi kan bruge til at ændre den heteroseksuelle verdensorden. Det er noget den heteroseksuelle verdensorden bruger til at ændre os. Her er 7 grunde til, at kampen for ægteskabet er en dårlig prioritering:

1. Homoægteskab giver ikke ligestilling

Det kan se ud, som om retten til at blive gift er det sidste skridt, før ikke-heteroseksuelle og heteroseksuelle er ligestillede. Men homoægteskab gør ingen forskel for transpersoner, queer asylansøgere, ikke-hvide queers eller mod hiv-stigma, mobning, selvmord eller hadforbrydelser.

2. Ægteskabet hjælper kun de privilegerede

Faktisk gavner homoægteskaber kun dem, der i forvejen er mest privilegerede i LGBTQ-flokken: monogame voksne med det rigtige statsborgerskab, den rigtige religion og den rigtige partner. Kampen for ægteskab sker på bekostning af dem, der ikke har ressourcer til at starte kæmpe kampagner. Hver en krone, der går til kampen for homoægteskab, er tabt i kampen for hiv-medicin til fattige, sociale projekter for queer teenagere og kampen for transrettigheder – kampe som har brug for støtte og faktisk er vigtige!

3. Homoægteskab er et symbol – ikke en virkelig forandring

I de fleste lande i Vesteuropa har homoseksuelle par allerede (stort set) samme rettigheder som heteroseksuelle. Så nu slås de om ordet ”ægteskab.” En symbolsk kamp, som ikke kommer til at gøre nogen egentlig forskel, og som virker fjollet – hvis ikke ligefrem fornærmende – sammenlignet med queer kampe, som ikke får samme opmærksomhed.

4. Ingen vil have ægteskab – men de rettigheder, der følger med

Og helt ærligt. Der er jo ingen, der vi giftes, når det kommer til stykket. De vil bare have retten til at blive gift og de rettigheder, der følger med et ægteskab. Til at adoptere, dele skattefradrag, arve, besøge hinanden på hospitalet og tage deres partnere med hjem fra det land, de har fundet dem i. Rettigheder, der er forbundet med ægteskab.

Men burde alle ikke have de rettigheder? Og hvis det er de rettigheder, folk vil have, hvorfor kæmper de så ikke for dem i stedet for at kæmpe for ægteskab?

5. Ægteskab tvinger queers til at leve heteronormative liv

Kampen for ægteskab fortæller queers, at hvis de vil have de samme rettigheder som de heteroseksuelle, må de leve i heteronormative forhold. Kun hvis vi glemmer vores historie om kærlighed på trods, om alternative levemåder og en kultur bygget på kærlighed, modstand og diversitet frem for patriarkat, tradition, rutine og en kirke, der brændte os på bålet – kun hvis vi glemmer friheden, drømmene og alternativerne og gør som de mest normale blandt de heteroseksuelle, kan vi få vores del af rettighedskagen.

Det er sådan, den heteroseksuelle verdensorden tvinger os til at ændre os.

6. Homoægteskab er del af en handel med den heteroseksuelle verdensorden

Homoægteskabet er en del af en handel, hvor nogle queers får nogle rettigheder. Og prisen? De må tilpasse sig og være normale. Bidrage til samfundet, få børn, arbejde hårdt, være monogame, være usynlige. Og hvis du kan være racist og mistroisk overfor muslimerne, så får du endda støtte fra højre.

Hvis vi omfavner militæret og dets krige, den homofobiske kirke, den racistiske stat, arbejdsmarkedets kedsommelighed og ægteskabets begrænsninger, så får vi retten til at leve, som de heteroseksuelle gjorde i 1950erne. Til gengæld får de så lov at leve, som bøsserne gjorde i 70erne.

Ih tak, store fader, men nej tak! Det er ikke nogen særligt god handel.

7. Jeg foreslår en anden handel

Jeg foreslår, at alle må rejse, hvorhen de vil og blive så længe, de vil. Hvor alle, der er i stand til at passe et barn, kan få et, uanset om de er single, gift eller bor i skoven med fire kærester og en giraf. Hvor det er dig, der bestemmer, hvem der skal besøge dig på hospitalet, arve din livsforsikring, og hvem du vil dele dit fradrag med. Ikke kirken, ikke staten, ikke de heteroseksuelle.

Men der er mere: queer teenagere får seksualundervisning, bliver ikke mobbet og begår ikke selvmord. Ingen er bange for hiv/aids. Transkønnede kan vælge deres egne navne, køn og kroppe, og interkønnede bliver ikke skamferede af læger. Der findes ingen hadforbrydelser, og hvis du bor et sted, hvor det ikke er okay at være gay, må du rejse lige derhen, hvor du vil og tage alle dine venner og familier med og blive, så længe i vil.

Og prisen? Hvis ikke vi får alt det, så er det dem, der skal betale! For det er da ikke for meget at bede om.

Er det?

Mads Ananda Lodahl er foredragsholder, forfatter og journalist. Læs mere på hans hjemmeside: almindelig.com

Homotropolis vælger med jævne mellemrum at give plads til helt ufiltrerede meninger og holdninger fra eksterne skribenter. Ordet er langt hen ad vejen frit i disse indlæg, og for god ordens skyld vil vi gerne understrege, at Homotropolis selvfølgelig ikke nødvendigvis deler de synspunkter og holdninger som vore gæsteskribenter vælger at dele.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

4 Responses to “HOMOPINION: HOMOÆGTESKAB – NEJ TAK!”

  1. Kasper Larsen says:

    “Og helt ærligt. Der er jo ingen, der vil giftes.”

    Ifølge dig, ønsker vi bare rettighederne, som følger med. Det er muligt, at man gerne vil have lov til at se sin ægtefælle på hospitalet. Hvem vil ikke det egentlig?

    Men dit argument om, at ingen vil giftes, er subjektivt og farvet. Og det er en påstand, som du ikke kommer med et belæg for. Må jeg anbefale dig, at tage dit “logosargument” og stikke det op et sted, hvor solen ikke skinner. 🙂

    Hav en fortsat god dag.

  2. Sebastian says:

    Jeg er ret enig med den overordnede argumentation, nemlig at “homoægteskaber” ikke har nogen reel betydning, at det er med til at “assimilere” homoer på en måde der passer ind i en heteronormativ verden og derfor ikke giver nogen reel ligestilling.

    Homoægteskaber er en vildfarelse som for mig at se fjerner opmærksomheden for det centrale spørgsmål – nemlig spørgsmålet om hvorvidt staten eller nogle af dennes institutioner skal blåstemple forhold mellem selvstændige og samtyggende individer.

    Hvornår har man taget sig selv i at tænke “ved du hvad skat, det vi har sammen er sgu’ så fantastisk at vi bare må have staten ind over det” – det har man ikke vel? Det handler rigtig nok om at opnå samme rettigheder ift. skat, børn osv., ikke om få “godkendt” noget somhelst – det må man da i hvertfald håbe. Alternativt er man vitterligt et offer for statens slavetankegang.

    Så er der spørgsmålet om det religiøse/spirituelle – nogle har tilsyneladende et behov for at få “himlenes” godkendelse af deres forhold – bad luck at religionen (kristendommen) direkte afskriver og fordømmer homoseksualitet og dermed ikke sanktionere vielse af homoer. Men det er ikke noget problem, for det har “vi” (et flertal i Folketinget) vedtaget at man godt kan alligevel – dermed er homoægteskaber ikke længere religiøst sanktioneret, men udelukkende et demokratisk vedtaget fænomen, så argumentet om at tilgodese folks ønske om religiøs godkendelse af forhold er for mig at se fuldstændigt ugyldigt. Man kan ikke ændre en 2000 år gammel støvet bogs forskrifter ved at stemme om det – hvis man vil tro på bogen, skal man være velkommen til dét så længe man holder det for sig selv, men så kan man også ligeså godt kysse ting som homoægteskaber farvel – det bliver aldrig en ting religionen accepterer – uanset hvor meget dennes følgere ønsker det.
    Jeg mener på ingen måde at en sådan bog skal være grundlaget for samfundets måde at anskue tilværelsen på, så lad os frigøre os fuldstændig fra den snigende religiøsitet.

    Tilbage står for mig at se samme konklusion som indlæggets forfatter når frem til – nemlig at vi skal frigøre os for vildfarelsen at vi har brug for nogen somhelst godkendelse af vores forhold – det være sig heteroer, homoer eller hvad end man nu måtte høre under af prædikater..

  3. Jonas says:

    Fordi hvis man egentlig inderst inde ønsker sig at leve i et monogamt forhold og gifte sig med det menneske man elsker – måske endda adobtere et barn – så er man ikke en rigtig homo? Hvis ikke man kan hoppe med på hele queer-revolutionen, sagtens kan identificere sig som det ene eller det andet køn, ikke tror på at heteroseksuelle mænd er onde eller at staten nødvendigvis er racistisk eller homofobisk… hvad så?
    Er man så bare undertrykt, eller måske ligefrem en forræder??

    Vi der en del af LBGT-miljøet, er heldigvis ligeså forskellige som alle andre mennesker – og det ville være rart, hvis man fik friheden til dette, fra de såkaldte revolutionære frihedskæmpere, uden at blive beskyldt for noget af ovenstående..
    Selv som bøsse, gay, faggot, svans, queer eller hvad man vil kalde mig – så reåræsentere Mads mig ikke.. Jeg er helt enkelt ikke enig i hans verdensanskuelse – og jeg holder på min frihed til hverken at skulle tilpasse mig hans eller andres idéer om hvordan jeg bør leve mit liv.

  4. Gale F. Mayo says:

    Hvorfor skulle homoseksuelle ikke have de samme rettigheder som alle andre i samfundet? Hvorfor skal helt almindelige heteroseksuelle mistænkeliggøres og svines til når de forsvare bøssers- og lesbiskesrettigheder.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.