Fans hylder homoseksuel fodboldspiller

Fodbold-fans fra Philadelphia Union hyldede under en kamp den amerikanske fodboldspiller Robbie Rogers, som kom ud i et blogindlæg i februar 2013.

Fodboldspilleren Robbie Rogers sprang for under en måned siden ud i et følelsesladet blogindlæg, og for nyligt hyldede fans af fodboldklubben Philadelphia Union den amerikanske fodboldspiller under en kamp mod Sporting Kansas City.

Fangruppen, der viste sin støtte, går ved navnet ‘Sons of Ben’. I kampens 18. minut rejste gruppen sig op og flagrede skilte med initialerne ‘RR’ i sagte stilhed for at ære spilleren. Fangruppen udtalte efterfølgende at de ønskede at vise, at deres by ikke er fyldt med had, skriver gaystarnews.com.

Robbie Rogers meddelte også at han trådte af som fodboldspiller, da han sprang ud i sit blogindlæg, hvor han blandt andet skrev om at leve med frygten for at nogen ville opdage hans hemmelighed.

“I 25 år har jeg været bange. Bange for at vise hvem jeg i virkeligheden er på grund af frygten. Frygten for at fordømmelse og afvisninger ville forhindre mig i at nå mine mål og drømme. Frygten for at dem jeg elsker ville tage afstand til mig, hvis de kendte til min hemmelighed. Frygten for at min hemmelighed ville spænde ben for mine drømme”, skriver Robbie Rogers og fortsætter:

“Hemmeligheder kan gøre rigtig meget skade indvendigt. Folk elsker at prædike om ærlighed, og hvordan ærlighed er så enkelt og let. Men prøv at forklare overfor dem du elsker efter 25 år, at du er bøsse. Prøv at overbevise dig selv om, at din skaber har en fantastisk mening med det hele selv om du er blevet opdraget med det modsatte. Jeg har altid troet, at jeg kunne gemme denne hemmelighed. Fodbolden blev mit tilflugtssted, mit formål og min identitet”, forklarer Robbie Rogers, der samtidig annoncerer, at han nu trækker sig fra sin professionelle karriere:

“Nu er min tid kommet til at træde tilbage. Det er på tide, at jeg opdager mig selv udenfor fodboldverdenen. Klokken er 1 om natten i London mens jeg skriver dette, og jeg er lykkelig over min beslutning. Livet er så fuld af fantastiske ting. Jeg indså, at jeg kun kunne nyde livet helt og fuldt, hvis jeg var ærlig. Ærlighed er en ‘bitch’, men den gør livet så enkelt og klart. Min hemmelighed er væk. Jeg er en fri mand”.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.