Biseksuel med forsinkelse

Emmy bor i København, er 32 år, mor til en datter på 4 og biseksuel kvinde. Indtil for 3 år siden var hun dog overbevist om, at kærligheden kun kunne findes med en af det modsatte køn. I dag er hun blevet meget klogere – både på sig selv og på sine omgivelser.

Biseksuel med forsinkelse

Emmy voksede op med sin mor, efter forældrene blev skilt da hun var 2 år gammel, og som 14-årig blev hun smidt ud hjemmefra, hvilket førte til et halvt års ophold på en ungdomspension og en efterfølgende anbringelse på et socialpædagogisk opholdssted i Jylland.

Det var her, at Emmy gjorde sine første erfaringer med piger.

»Jeg var 15, og havde været sammen med drenge, og jeg kunne ikke få mig selv til at gå længere end til at kysse med pigerne, da tanken om at skulle være sammen med en af samme køn føltes meget akavet. Jeg slog derfor tanken hen, indtil et par år senere, hvor jeg prøvede igen. Det samme skete, og jeg lukkede helt ned. Det var forkert i mine øjne, og nu hvor jeg kigger tilbage, var jeg ikke klar til at hoppe ud i det. Jeg havde stadig følelsen af, at jeg manglede noget, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad det var«, fortæller Emmy, da vi beder hende dele sin forhistorie med os.

Tankerne om og oplevelserne med piger delte hun aldrig med andre, end dem hun var sammen med i teenageårene, og hun forklarer, at hun på det tidspunkt ikke syntes, at andre skulle vide det, da der ikke lå noget i det. Hun havde eksperimenteret med piger, men var fast besluttet på, at hendes kærlighed lå hos det modsatte køn. Hos drengene.

Årene gik og Emmy blev voksen. Da hun i 2009 var 29 år gammel og mor til en datter på 9 måneder, begyndte hun at sive ind i en identitetskrise, hvor hun for alvor satte spørgsmålstegn ved sin seksualitet.

»Jeg vidste hverken fra eller til lige pludselig. Var jeg til kvinder eller mænd?«, spørger hun, da hun forsøger at sætte ord på den forvirrede tilstand, hun befandt sig i for 3 år siden.

Hun valgte at dele sine tanker med sin forhenværende kæreste, som gav hende lov til at prøve at være sammen med en kvinde. Emmy besluttede sig for at springe ud i det. På det tidspunkt havde hun en veninde, som selv lige var sprunget ud, og hende snakkede hun meget med det om. Hun delte ikke sine tanker med andre, da emnet var tabubelagt i hendes øjne, fordi et forhold ifølge normen var mellem en mand og en kvinde.

I løbet af de følgende år oplevede Emmy sin første dybe forelskelse i en anden kvinde.

Røv hamrende forelsket i en pige
»I starten var det bare en flirt – vi skulle kun kysse lidt, ikke andet. Det blev så til andet, nemlig et brag af en forelskelse, som var det teenageårene om igen. Hun slog benene væk under mig, og jeg var meget overrasket over, at jeg fik det sådan for en kvinde, fordi det på det tidspunkt lå mig fjernt mentalt«.

Emmy inddrog ikke veninderne i sin nye verden og de følelser der fulgte med den, men hun snakkede meget med sin mor om det, som synes hun skulle springe ud i det med begge ben, selv om hun dog også troede, det bare var en fase, som Emmy befandt sig i.

»De første par uger vidste jeg hverken fra eller til. Jeg var røv hamrende forelsket, men holdt det skjult. Hvad ville de andre sige, og hvordan ville de tage det?«.

Emmy besluttede dog, at hun var klar til at springe ud overfor omverdenen. De første hun fortalte det til var kollegerne på den vuggestue, hvor hun var i praktik. Hun fortæller, hvordan hun var bange for deres reaktion, men hendes bekymringer viste sig at være unødvendige, for reaktionerne var udelukkende positive. Hun var både lettet og glad for, at kollegerne accepterede hende for hvem hun var, og fik efterfølgende delt nyheden med både familie og venner.

Mormor forstod det ikke
Efter at være sprunget ud som biseksuel over for sine kolleger, besluttede Emmy sig for at offentliggøre sit nye forhold til en kvinde og dermed også stå frem med sin seksualitet på Facebook, hvor folk først troede, at det var en joke.

Men hun oplevede også fordomme og manglende forståelse fra sine nærmeste.

»Min mormor kunne ikke forholde sig til det, og blev ved med at spørge, om det nu var det rigtige jeg gjorde, og om vi var intime sammen, og om det ikke bare var en venskab. Jeg prøvede at gøre det klart for hende, at vi var kærester, men hun stod helt af. Jeg lod den ligge der, og det endte med, at hun til sidst accepterede mit forhold til hende, som i dag er min eks«.

Med tiden smuldrede forholdet til den kvinde, der havde vendt Emmys verden på hovedet. Det var en svær tid for hende, og usikkerheden omkring hvorvidt hun var til det ene eller andet køn opstod igen. Hun følte sig splittet.

Hun havde ingen homoseksuelle venner og hun havde svært ved at tale om sine følelser med sine heteroseksuelle veninder, da de ikke kunne sætte sig ind i hendes situation.

»Jeg prøvede så at oprette en profil på girlfriend.dk, hvor jeg fik nogle bekendtskaber til andre kvinder. Jeg følte dog ikke, at det var nok. Det var ikke så meget det lesbiske vi snakkede om, men mere forholdet til vores eks’er. Efterfølgende kom jeg med i en gruppe, der hedder ”HMF” (Homo med forsinkelse)«.

I tiden efter bruddet med ekskæresten havde Emmy svært ved at forestille sig et intimt forhold til en kvinde igen. Tanken om det var akavet, indtil den dag det skete igen.

Sværere at være i forhold med kvinder
Siden hen har Emmy været sammen med både en mand og en kvinde, og på trods af at hun betragter forhold til kvinder som en tand mere udfordrende og besværlige, er det på sin vis kvinder, der appellerer mest til hende.

»Jeg synes, det er svært at være sammen med en som tænker og føler det samme som jeg selv. En lille bagatel bliver hurtigt til en storm i et glas vand. Jeg siger ikke, at det er sådan i alle forhold, men har da hørt fra lesbiske, hvordan bølgerne kan gå højt ind imellem. Nu er jeg selv kvinde med stort K, det betyder at jeg nogle gange bare har brug for at komme af med noget galde. I et forhold med en mand, ville det gå ind af det ene øre og ud af det andet, men i et kvindeligt forhold, skal det psykoanalyseres, og man bliver holdt ansvarlig, for alt hvad man siger«, forklarer Emmy som også betragter det at være en del af både den heteroseksuelle og den homoseksuelle verden som et stort plus og en spændende udfordring.

»Det, at jeg nu har oplevet, hvad det vil sige at spille på begge banehalvdele har gjort, at jeg har fået en helt anden ro indeni. Jeg ved, hvad jeg er til, ved hvad jeg vil, og det at jeg ikke er bange for, at folk tager afstand når jeg siger jeg er til kvinder også, det gør det hele meget nemmere. Min oplevelse gennem de to verdener, hvor jeg stadig er i gang med at udforske den lesbiske, har ændret mit syn på mig selv. Jeg ser mig selv som værende et selvstændigt menneske, ikke fordi jeg ikke var det før, men det at turde stå ved sig selv, at erkende virkeligheden og ikke undertrykke sin seksualitet, det er utrolig befriende«.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.