Debat om hadforbrydelser i København

Debat om trafik og gadebelysningseffekt på indsatsen mod hadforbrydelser i Gloria Biograf på lørdag den 23. februar.

Sæt ind over for hadforbrydelser ved at lukke Studiestræde for biler i de sene aften- og nattetimer og sæt mere gadebelysning op ved homostederne i Indre By. Sådan lød opfordringen fra Tommy Petersen, der er medlem af LGBT Danmark for nylig i et debatindlæg her på Homotropolis og i Politiken.

Teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) vil gerne hjælpe med at øge trygheden i Indre By. Derfor inviterer hun nu sammen med MIX og LGBT Danmark til en debat om, hvordan man kan øge trygheden i Indre By med gadebelysning og ændringer af trafikken i Latinerkvarteret.

»Ideerne fra LGBT Danmark kommer samtidig med at et flertal i Borgerrepræsentationen har afsat penge til udskiftning af gadebelysningen i hele København. Samme flertal er enige om, at jeg skal komme med et bud på, hvordan vi kan minimere antallet af biler og give bedre forhold for fodgængere og cyklister i Latinerkvarteret, hvor mange af hadforbrydelserne finder sted. Derfor vil jeg meget gerne i dialog med homomiljøet, så vi tænker tryghed for LGBT-personer ind i det videre arbejde«, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).

Ayfer Baykal advarer dog mod at tro, at man opnår større tryghed blot ved at lukke af for biler i Studiestræde i de sene nattetimer.

»Vi skal ændre på trafikken i kvarteret både i dag- og aftentimerne. I dag dominerer bilerne for meget i de smalle gader, og problemerne med biler i høj fart forekommer på alle tider af døgnet. Gaderne skal indrettes på fodgængernes og cyklisternes præmisser, så vi får flere mennesker og dermed øjne i gaderne. Det er den bedste måde at skabe øget tryghed«, mener Ayfer Baykal.

Debatarrangementet finder sted i Gloria Biograf lørdag den 23. februar kl. 12. Her viser MIX først dokumentarfilmen ”I medgang og modgang” fra 1991. Filmen er tilrettelagt af Frantz Howitz og de medvirkende er Axel Axgil og Helmer Fogedgaard. Filmen tager os med på en homohistorisk rejse tilbage til de første udgivelser af tidsskriftet ’Vennen’, den spæde start med Forbundet af 1948 og den grimme lov med hetz og forfølgelser i 50’ernes København.

Ved den efterfølgende debat vil Adrian Hughes, studievært på DR2, være ordstyrer. I debatten deltager teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF), Tommy Petersen fra LGBT Danmark, stadsarkitekt Tina Saaby og Mads Drud-Jensen, der er sociolog og ekspert i anti-diskrimination og LGBT-forhold.

Det koster 20 kr. at se filmen og deltage i debatarrangementet. Billetter kan bestilles på tlf. 3312 4292 eller på ebillet.dk.

Kl. 14 er der officiel indvielse af Vester Voldgade på pladsen foran Oscar og Heaven. Fra kl. 13 spiller Bronx og Ashibah op til solskin, mens Oscar sælger suppe og varm kaffe.

Københavns Vejnavnenævn, der har Ayfer Baykal som formand, har netop indstillet, at denne plads bliver opkaldt efter Axel Axgild, der stiftede Forbundet af 1948, der i dag er kendt som LGBT Danmark. Inden pladsen kan opkaldes efter Axel Axgil skal forslaget behandles i Teknik- og Miljøudvalget. Det sker inden sommerferien. Også trafikplanen for Latinerkvarteret skal være klar inden sommerferien.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.