Ikke flere dialogmøder, tak!

Overfaldet på radioværten Marcel Juul Østergreen og hans ven søndag nat, har fået vores LGBT-kommentator Tommy Petersen til at skrive nedenstående indlæg.

Snakke snakke snakke, forklare forklare forklare, oplyse oplyse oplyse. Politikernes ideer til at løse problemet med hadforbrydelser starter og slutter altid med et dialogmøde. Lige meget hvor mange gange man mødes med politikerne og forklarer, at der skal reelle initiativer til, som direkte øger trygheden i nattelivet for lgbt’er, så ender det altid med et dialogmøde. Jeg vil gerne sige mange tak for al snakken, men nu er det vist på tide at skabe resultater, der kan mærkes.

For overfaldet på radioværten, Marcel Juul Østergaard i denne uge er langt fra enestående og ville ikke være undgået, hvis blot overfaldsmændene kendte en lgbt-person eller havde været i dialog med en. Når 30% af unge mellem 13-16 ikke synes det er ok at være homoseksuel, og når 40% af homoseksuelle er blevet diskrimineret på deres arbejdsplads, så synes ’det lange seje træk’ med øget forståelse for hinandens forskelligheder alt for langt.

I 2011 registrerede PET 24 hadforbrydelser mod LGBT-personer, og tallet anslås at være helt op til ti gange større end det anmeldte, da vi er for dårlige til at anmelde det til politiet. Og det i en tid, hvor politikere åbent kæmper for bedre rettigheder og vilkår for lgbt’er, hvor begivenheder som Pride paraden får en masse medieomtale, og hvor der er flere og flere lgbt’er på TV. Lgbt’er er ved at være ret synliggjorte, selvom der er steder i landet, hvor mange ikke kender nogle åbne lgbt’er. Derfor er der nu behov for at tænke i løsninger og ikke processer.

Og der er flere lavpraktiske ting, man kunne gøre. Ting, som kunne gøre en forskel her og nu. Vi ved, hvor de fleste overfald finder sted. Som regel omkring homobarer og andre steder, hvor lgbt’er færdes, og som regel i nattelivet. Studiestræde er et særligt risikabelt sted ifølge statistikken. Ét forslag kunne være at lukke af for biler fredag og lørdag mellem 22.00 og 7.00 om morgenen, så det ikke er muligt at cruise gennem gaden og råbe skældsord og trusler, og så bilen er lidt længere væk, når voldsmanden skal slippe afsted. Homobarerne kunne også alle have en panik-knap med direkte alarm til politiet, så politiet fik besked med det samme, og så offeret kunne søge tilflugt på baren. Politiets patruljering omkring homobarerne og starten af Strøget burde øges, og gerne med gående politi. Herudover kunne man sætte meget mere gadelys op på steder, hvor det kan være svært at se overfaldsmændene såsom Frue Plads for enden af Studiestræde, på stierne i H.C. Ørstedsparken og ved parkens indgange, samt på Gammel Torv og Nytorv. Jeg er sikker på, at der er mange flere gode lavpraktiske løsninger. Min opfordring er, at politikerne beder lgbt’erne og politiet om sådanne forslag fremfor flere terapi-sessioner.

Læs mere om, hvordan du skal forholde dig under og efter en hadforbrydelse her. Det er vigtigt, at overgrebet registreres.

Hvad mener du bør gøres, for at LGBT-miljøet bliver mere sikkert at færdes i? Bland dig i debatten og læg en kommentar herunder.

Tommy Petersen er debattør og kommunikationskonsulent, og han kommenterer løbende  strømningerne i LGBT-politik her hos Homotropolis.

 

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

5 Responses to “Ikke flere dialogmøder, tak!”

  1. Jeg synes, dine forslag er rigtigt gode. Selvom jeg ikke synes, de udelukker terapi og dialogmøder. Jeg vil have det hele! 🙂

    Jeg har skrevet en artikel om, hvad jeg mener, man bør gøre og ikke gøre i kampen mod hadforbrydelser:
    http://www.almindelig.com/2011/03/volden-mod-seksuelle-minoriteter-er.html

    Og så har jeg lavet et tema om selvforsvar, som jeg ikke mener, man kommer udenom, hvis man som LGBGT’er vil leve et trygt liv:
    http://www.almindelig.com/2005/01/tema-selvforsvar.html

  2. Frank Romlund Nielsen says:

    Kære Tommy

    Jeg vil ikke kommentere så meget på din holdning til dialog. Grundlæggende er jeg enig med dig i, at der også må handling til – og at dialog uden opfølgning er nytteløs.

    Jeg vil derimod godt udfordre dig en lille smule på din (og andre lgbt-personers) meget bastante udmeldinger om store stigninger i antallet af hate-crimes begået mod lgbt-personer. Vi kan aldrig blive uenige om, at eet overfald er eet for meget. Og det er et faktum, at hate-crimes mod lgbt-personer finder sted. Senest mod Marcel Juul Østergreen, som i kraft af sin offentlige person formåede at få budskabet ud i medierne. Jeg vil dog godt slå et slag for at følge Marcels meget sympatiske eksempel i håndtering af sagen – og ikke male fanden på væggen.

    Jeg savner decideret dokumentation for, at der rent faktisk er sket en stigning i antallet af hate-crimes mod lgbt-personer. Og vel at mærke anden og mere validerbar dokumentation end Københavns Kommunes anmeldelses-register, hvor man – uden nogen form for dokumentation – kan indberette, hvis man mener sig udsat for en hate-crime. Det er altid farligt at benytte sig af uvaliderede og delvist anonyme data i en debat som denne, da det kan resultere i forvrængede tal, der er med til at forplumre det reelle billede.

    Et godt eksempel på fejlagtige information kunne være din egen henvisning til PET´s vurdering af niveauet for hate-crimes begået mod lgbt-personer. Reelt set er PET´s vudering den stik modsatte af det du referer til. Således skriver PET på deres officielle hjemmeside:

    “Til gengæld er der sket et fald i antallet af forhold, der er motiveret af en ekstremistisk opfattelse af seksuel orientering”

    Med al respekt – det er ikke nødvendigvis en hate-crime, når man som lgbt-person bliver overfaldet. Denne definition kan kun anvendes i de tilfælde, hvor man utvetydigt bliver overfaldet FORDI man er en lgbt-person. Ikke fordi man bliver overfaldet og frastjålet sin telefon på vej hjem fra byen og tilfældigvis også er lgbt-person. Det er VIGTIGT at skelne.

    Jeg er bange for, at tonen bliver for skinger – og at vi i miljøet udråber os selv til martyrer. Det fører ingen vegne hen. Udover, at vi risikere at skabe et dårligt billede af os selv den dag nogen begynder at grave seriøst i tallene – og finder ud af, at de måske er overdrevne.

    Jeg understreger igen, at hate-crime relaterede overfald naturligvis er helt uacceptable. Det er forfærdeligt, når det sker – og jeg har selv venner, der har været udsat for chikane eller overfald, der kan henføres til begrebet hate-crime. Men jeg har også både homo- og heteroseksuelle venner, der har været udsat for overfald, og er blevet frastjålet f.eks en mobiltelefon udelukkende på grund af en afstumpet overfaldsmands grådighed. En indsats bør måske derfor være mere helhedsorienteret rettet mod vold i nattelivet – end rettet direkte mod lgbt-personer.

    Min pointe med min kommentar er ikke at nedvurdere begrebet hate-crime eller at negligere de personer, der bliver udsat for hate-crimes. Min pointe er, at opfordre alle til at være varsomme med udmeldinger, der ikke kan dokumenteres. Vi bliver nødt til at bevare sagligheden og overblikket, hvis vi vil tages seriøst i længden.

  3. Christian says:

    Jeg syntes måske at det er på tide at homobarerne får CCTV op på gaden… – så kan vi måske begynde at fange nogle af gerningsmændene, offentliggøre billederne, se nummerplader på biler etc…

  4. Tommy Petersen says:

    Kaere Frank,
    Tak for din rigtig gode kommentar med nogle meget relevante betragtninger. Jeg ser, at PET har offentliggjort tal her i januar, der rigtigt nok viser et fald paa 7 sager for 2011. Syv faerre anmeldte sager i 2011 er desvaerre ikke noedvendigvis en tendens til faerre overgreb. Det haaber jeg bestemt, det er, men lad os vente og se tallene for 2012, saa vi kan sammenligne. Det er fint, at den stigning vi hidtil har oplevet ikke gjorde sig gaeldende det aar. Desvaerre maa jeg sige, at med de store moerketal, vi opererer med, hvor tallet anslaas at vaere helt op til 10 gange stoerre end det anmeldte, saa siger 7 sager ikke saa meget i fht pointen: Der er et problem, og det er ikke ubetydeligt at flere hundrede lgbt’er aarligt udsaettes for en hadforbrydelse, og det er ikke nok med dialogmoeder for at loese det. Jeg synes ikke, at vi udraaber os selv til martyrer, og slet ikke paa et loest grundlag. Du har ret i, at fanden ikke skal males paa vaeggen. Men den utryghed, som saadanne overfald skaber, er reel og paavirker alle lgbt’er. Og mens der snakkes og skabes forstaaelse, saa foregaar der stadig overfald. Derfor synes jeg, at man skal kraeve af lokalpolitikerne, at de tager affaere nu. At de laver konkrete tiltag, der oeger trygheden i nattelivet for lgbt’er. Det er ikke nok med en kampagne. Mvh. Tommy

  5. Tommy Petersen says:

    Tak til Frank, der henledte min opmærksomhed på den netop offentliggjorte opgørelse over antallet af hadforbrydelser i 2011 fra PET. Jeg har nu skrevet de nye tal ind i indlægget.
    Mvh. Tommy

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.