Homopinion: Kom nu ind i kampen!

Tommy Petersen er debattør og kommunikationskonsulent, og han vil fremover kommentere strømningerne i LGBT-politik her hos Homotropolis. Her kommer første indlæg.

Forleden var jeg til et privat arrangement, hvor jeg mødte en homo-bekendt, som jeg kom til at sidde og tale politik med. Han mente ikke, at han kunne genkende sig selv i såkaldt LGBT-politik. Han skulle ikke giftes og havde ikke brug for det kønsneutrale ægteskab; han skulle ikke have børn og havde ikke brug for lige muligheder for at få børn; og han var aldrig blevet overfaldet eller diskrimineret og havde derfor heller ikke brug for en øget indsats overfor hadforbrydelser. Kort sagt, han interesserede sig ikke for LGBT-politik.

Her ligger han på linje med den tidligere regering, som efter 10 år med magten ikke arbejdede for et eneste resultat på LGBT-området, da det ikke interesserede dem. De to ligestillingsmæssige sejre under Fogh-regeringen: muligheden for adoption for homoseksuelle og kunstig befrugtning af enlige og lesbiske, blev kun vedtaget pga. oppositionens arbejde og efter kraftige protester fra Anders Fogh Rasmussens regering.

Da den nuværende regering overtog nøglerne til statsministeriet sidste efterår, var der derfor store udeståender på LGBT-området for at sikre LGBT-personer de samme rettigheder, som resten af samfundet.

I starten af sommeren kom de to første ligestillings-succeser, da regeringen fjernede forbuddet mod kunstig befrugtning med kendt donor og sikrede lige muligheder for LGBT-personer til at indgå ægteskab. To afgørende områder for LGBT-personer, der gerne vil stifte familie. Sommeren igennem fortsatte regeringen med at sætte LGBT-personers vilkår og rettigheder på dagsorden ved at tale om muligheden for en udvidelse af forældremyndigheden til flere personer; ændringer til CPR-registret, så det ikke længere afspejler folks køn; samt at gøre det lettere at ændre fornavn, uanset om det er godkendt som et pige- eller et drengenavn.

Og det er blot tre ud af mange konkrete forhindringer for, at LGBT-personer kan leve deres liv, som de vil. Det kan yderligere nævnes, at lesbiske først kan stedbarnsadoptere deres fælles donorbørn efter to år, hvilket kraftigt reducerer deres vilkår for at tage sig af deres børn i forhold til heteroseksuelle; at transkønnede stadig betragtes som psykisk syge i lovgivningen; at det ikke er muligt at benytte sig af rugemødre; at regnbuefamilier i dag er under adoptionsloven fremfor børneloven; at 30 % af de 13-16 årige ikke synes, det er o.k. at være homoseksuel; at overgreb i form af hadforbrydelser mod homoseksuelle er i stigning; at halvdelen af de homoseksuelle ikke er trygge nok til at være åbne om deres seksualitet på deres arbejde, hvor næsten 40 % har oplevet at blive diskrimineret, osv.

Men at ændre disse ting kræver, at vi selv gør en indsats. Det nytter ikke noget at læne sig tilbage og lade andre kæmpe for én, eller at melde sig helt ud af kampen under foregivelse af, at disse ligestillingssejre ikke påvirker ens liv. Vi har alle et ansvar. Alle LGBT-personer nyder godt af, at der skabes et klima, hvor LGBT-personer opfattes som fuldt ud ligeværdige med resten af samfundet, og hvor vores levevilkår og rettigheder tages lige så seriøst, som majoritetens. Så lad os starte året med et nytårsfortsæt om, at få det maksimale ud af, at vi har en regering som er positivt indstillet over for at forbedre vores vilkår og rettigheder, og komme ind i kampen. Også selvom man ikke er blevet friet til endnu.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

4 Responses to “Homopinion: Kom nu ind i kampen!”

  1. Fahad says:

    Super fint indlæg Tommy. Det er ofte man møder LGBT-personer der er politisk umotiverede fordi homo-kampen virker uvedkommende. Vi har det jo godt, og heldigvis er der rigtig mange der stortrives! Men hvorfor skulle det være interessant at bekende kulør, engagere sig og vedkende sig sin seksualitet når man er sund og rask, og ikke skal befrugtes med familiekirkebryllup lige med det samme? Er det nok at være drevet af ansvarsfølelsen overfor resten af “miljøet”?

  2. Mark says:

    Jeg må ærligt talt indrømme at jeg som homoseksuel stiller mig noget uforstående overfor at skulle sættes i hartkorn med transseksuelle, som har en psykisk forstyrrelse og jeg for min del ikke vil deltage i at det praktiske i at CPR-registeret afspejler ens køn skal ændres. Det svarer jo til at man af hensyn til (meget få) et-benede mennesker skulle kæmpe for at skobutikker ikke måtte sælge sko parvis.

    At transseksuelle har en psykisk forstyrrelse eller konflikt med deres medførte køn og det køn, de ønsker at være, skal man naturligvis ikke ændre bare fordi nogen synes det er forfærdeligt at have en diagnose. Det siger vel egentlig mest om folks fordomme overfor psykiske lidelser/sygdomme end det udspringer af et fagligt synspunkt. Ja, homoseksualitet blev også tidligere klassificeret som en psykisk lidelse, men der er dog kæmpe forskel på at ikke at kunne acceptere og identificere sig med sit (biologiske) køn og så til at være seksuelt tiltrukket af sit eget køn.

    Hvis det af en eller anden misforstået pladderhumanistisk årsag ikke mere bliver klassificeret som en psykisk lidelse, er det vel ligeledes helt klart at så stopper enhver økonomisk hjælp fra det offentlige til hormonbehandlinger og operative indgreb. Det må klares på lige for med medsøstrenes brystforstørrelser.

    Men altså det er da udmærket at du går og hygger dig i den lille forening, der for mig (og en del andre bøsser) mistede enhver relevans da det på det nærmeste blev en slags paraplyorganisation for andre minoriteter (selvfølgelig importeret fra de progressive, politisk korrekte 90’ers USA.

  3. Ida says:

    Mark – har du nogen baggrund for de ting du skriver her? Kan du på nogen måde entydigt konkludere at kønsidentitet KUN afhænger af kønsorganer?

    Filosoffen Judith Butler har skrevet en bog der hedder Gender Trouble, hvor hovedtesen går på, at køn ikke er noget man er – det er noget man gør. Det er selvfølgelig en legitim holdning at mene, at køn kun defineres biologisk, men det er slet og ret en holdning, og jeg synes ikke du kan fremlægge den som sandhed uden at have hjemmel for den, især fordi den holdning(s konsekvenser) har stor betydning for mange menneskers liv. Din argumentation ift. et-benede mennesker er slet, slet ikke logisk følgende af diskussionen og giver slet ikke mening i denne sammenhæng.
    Er det i det hele taget nødvendigt/vigtigt for dig at være markeret som mand i CPR-registret? Er det i det hele taget en debat der betyder noget for dig, udover at du tydeligvis ikke er interesseret i at blive sat i samme kasse som transseksuelle?

    Derudover: “pladderhumanistisk”? Hvad skal det ord bruges til i den debat? Hvorfor har du behov for at afskrive andres holdning som “pladderhumanistisk” og stemple din egen som “den eneste rigtige”?
    Og DERUDOVER: “hygger dig i din lille forening” – at LGBT-organisationen har været med til at sikre de fleste af dine rettigheder var åbenbart det eneste du lige gik og manglede, og at du nu vil gerne slippe for at blive associeret hermed er tydeligt, men træd ikke på andres mærkesager. Det er simpelthen for lavt. Mister organisationen sin relevans fordi den er åben for andre problemstillinger end lige præcis dem du render rundt med?

  4. Sofie says:

    Er helt enig med dig Ida!

    Mark: som du selv siger, blev homoseksualitet også engang klassificeret som en sygdom, men det er det senere blevet fastslået, at det ikke er. Derfor er det heller ikke nødvendigvis “rigtigt”, at transseksualitet i dag betragtes som en sygdom indenfor sundhedssystemmet…

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.