Tasmanien vil som verdens første beskytte intersex-personer

Den australske delstat Tasmanien er ved at overhale den internationale LGBT-bevægelse indenom – og nu tilføjer delstaten måske snart som de første et I til LGBT-forkortelsen i deres diskriminationslovgivning.

Et nyt lovforslag i Tasmanien vil give intersex-personer samme beskyttelse imod diskrimination, som både LGBT-personer og heteroseksuelle allerede har. Hvis forslaget bliver vedtaget, vil Tasmanien ifølge flere kilder blive verdens første til at inkludere intersex-personer i diskriminationslovgivningen.

Forslaget lægger op til to afgørende ændringer i den nuværende diskriminationslovgivning, der blev vedtaget i 1998: For det første skal en definition af intersex-personer tilføjes, og for det andet præciseres transkønnethed som en kønsidentitet, hvor det før var defineret som en seksuel orientering.

Intersex er betegnelsen på personer, der er født med fysiske, hormonelle eller genetiske karakteristika, som ikke fuldstændig kan identificeres som enten mandlige eller kvindelige. Intersex er på den måde hverken en seksuel orientering som fx homoseksualitet eller en kønsidentitet som fx transkønnethed.

Hos den australske forening for intersex-personer, Organisation Intersex International Australia (OII Australia), glæder formand Gina Wilson sig over udviklingen.

»Regeringens forslag giver fuld inklusion og udtrykkelig beskyttelse imod diskrimination for alle intersex-personer. Det er første gang, det er sket, noget som helst sted i verden, og jeg roser den tasmanske regering for at tage så principielt et standpunkt«, siger Gina Wilson til Gay Star News.

Siden Tasmanien i 1997 som den sidste australske delstat afkriminaliserede homoseksualitet, er delstaten gået forrest i kampen for LGBTI-rettigheder. Det var blandt andet i Tasmanien, at Australiens første åbent homoseksuelle parlamentsmedlem og partileder, Bob Brown fra De Grønne, blev valgt. Kampen om ægteskab for par af samme køn kører desuden på fuldt blus i delstaten.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.