En borgmester i en af de parisiske forstadskommuner, François Lebel, advarer på det kraftigste mod den kommende ægteskabsligestilling i Frankrig.
Adskillige franske LGBT- og ligestillingsforkæmpere fik onsdag formiddags-croissanten i den helt gale hals, da de kunne læse i den franske avis, Libération, at borgmesteren i Paris’ 8. arrondissement mener, at homoægteskaber i Frankrig vil medføre både pædofili, incest og polygami.
»Hvordan kan vi for eksempel være modstandere af polygami i Frankrig i morgen? Hvorfor skal vi opretholde en nedre aldersgrænse for hvornår man kan gifte sig? Hvorfor blive ved med at forbyde interfamiliære ægteskaber, pædofili og incest, der jo praktiseres over hele verden?«, lyder det blandt andet fra den franske borgmester hvis navn, François Lebel, har ramt forsiderne af flere internationale LGBT-medier i dag.
Også blandt politiker-kollegerne i Frankrig er François Lebel kommet i modvind. “Lebels udtalelse er patetisk og fornærmende overfor millioner af mænd og kvinder der elsker som alle andre”, skrev Christophe Girard, borgmester i det 9. arrondissement, på Twitter.
Jean-François Legaret, borgmester i 1. arrondissement, tager også dybt afstand fra François Lebels kommentar, mens den franske LGBT familieorganisation, ADFH, påpeger at det netop er personer som François Lebel der er med til at hælde benzin på det homofobiske bål.


oktober 3rd, 2012
homotropolis 
Posted in
Tags: 