Rupert Everett: nej tak til homoforældre

Den homoseksuelle skuespiller, Rupert Everett, udtaler i et interview med Sunday Times Magazine, at han ikke kan forestille sig noget værre end at vokse op med to homoseksuelle fædre.

Den 53-årige Rupert Everett bliver lige nu kritiseret af LGBT-miljøet i England for at fastholde, at kun heteroseksuelle par bør være forældre. I et interview med Sunday Times Magazine fortæller den homoseksuelle skuespiller, at hans mor stadig mener, at han burde gifte sig med en kvinde og få nogle børn.

»Hun mener, at et barn har brug for både en mor og en far, og det er jeg enig i. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at vokse op med to homoseksuelle fædre. Det er alle måske ikke enige i, og det er helt fint. Men det er bare min mening«, udtaler Everett der samtidig lægger afstand til LGBT-miljøet:

»Jeg taler ikke på vegne af miljøet. Rent faktisk, så føler jeg slet ikke at jeg er en del af noget ‘miljø’. Den eneste gruppe jeg tilhører er menneskeheden, og der er allerede sat for mange børn i verden, så det er fornuftigt ikke at få flere«.

Ben Summerskill fra den engelske LGBT-organisation Stonewall retter kritik mod Rupert Everett for at være ude af trit med virkeligheden.

»Rupert burde komme lidt mere ud, så han kunne se fakta i egen person. Der er overhovedet ingen beviser for at børn med homoseksuelle forældre lider nød under opvæksten eller har problemer med udviklingen«, understreger Summerskill ifølge The Telegraph.

I 2009 advarede Rupert Everett homoseksuelle skuespillere mod at komme ud af skabet, fordi han mener at det kan gøre direkte skade på karrieren.

 

 

 

 

 

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.