Med få ord gør den verdenskendte sanger Mary J. Blige det klart, at hun i den grad bakker op om ægteskabelig ligestilling.
Mary J. Bliges ord var få og præcise, da hun talte i et video-interview under demokraternes partikongres i USA.
Yetta Kurland, der i sit virke som advokat beskæftiger sig med ligestillingssager og desuden er vært for radioprogrammet Yetta Kurland Live!, spurgte dronningen af hiphop og soul hvad hun synes om det demokratiske partis opbakning til det kønsneutrale ægteskab. Mary J. Bliges svar var enkelt:
»Jeg synes, det er vidunderligt. Jeg synes det er fantastisk at folk bakker op om kærlighed. DET er kærlighed.«
Mary J. Blige har i en længere årrække stået skulder ved skulder med LGBT-miljøet og udtrykte allerede sin støtte offentligt i 2007 i et interview med det amerikanske online nyhedsmagasin, The Advocate:
»De fleste af mine fans er homoseksuelle«, sagde Blige i sit interview. »De fleste af dem er [homoseksuelle], og jeg er nødt til at sikre mig at de ved at jeg er klar over de støtter mig, og at jeg støtter dem.«
Den erfarne sanger har allerede fra barnsben været åben og accepterende over for forskelligheder og lærte i en tidlig alder at man ikke skal dømme personer på grund af deres ydre.
»Da jeg voksede op var mit kvarter fuld af alle typer – sorte, hvide, latinoer, homoseksuelle og heteroseksuelle. En masse af disse mennesker vidste jeg var homoseksuelle, og de var gode mennesker. De var ikke fremmede. De var bare mennesker. [Accept] er bare noget, der altid har været en del af mig. Jeg har aldrig været en dømmende person, fordi jeg selv har været igennem så meget lort …«
Se Mary J. Blige udtrykke sin støtte for et kønsneutralt ægteskab her:


september 10th, 2012
homotropolis 
Posted in
Tags: 