En stats-sponsoreret iransk avis har publiceret et dokument der angiveligt afslører, at det jødiske folk står i spidsen for en hemmelig plan om at udbrede homoseksualitet over hele kloden.
Et nyligt offentliggjort dokument fra det iranske nyhedsbureau Mashregh News påstår at have afsløret et hemmeligt plot, hvor jøder i primært USA og England står bag et forsøg på at udbrede homoseksualitet på verdensplan.
Dokumentet, der bærer titlen “Introduktion til de åbenlyse og skjulte aspekter af spredning af homoseksualitet i verden” blev offentliggjort i sidste uge, og langer især ud efter de progressive jøder:
“Opbakningen til de homoseksuelle er så vigtig for Israel, at rabbinerne på seminarer for konservative jøder er blevet enige om at acceptere homoseksuelle mænd og kvinder i henhold til den jødiske religions ritualer”, står der blandt andet i det kontroversielle dokument ifølge Huffington Post.
En udbredelse af accepten af homoseksuelle skulle være et skridt på vejen mod verdensherredømme, fordi disse “vederstyggeligheder og umoralske fænomener efterhånden vil blive helt almindelige og brugt til at undertvinge de der ikke accepterer homoseksualitet”.
Dokumentet anklager også den amerikanske filmindustri for at indoktrinere verden til accept af homoseksuelle, påstår at litteraturpriser til homoseksuelle forfattere kontrolleres af ‘zionister’ og peger på at den eneste måde de vestlige lande virkelig ville kunne hjælpe bøsser og lesbiske var ved at tilbyde dem medicinsk behandling der kan kurere deres homoseksualitet.
“Såfremt støtten til de homoseksuelle virkelig baserede sig på humane hensyn eller forsvar af menneskerettigheder, burde det være i form af individuel hjælp til disse mennesker der har brug for pleje og medicinsk behandling for at redde dem selv fra de umoralske handlinger der underminerer familieinstitutionen”, lyder det videre fra det statsstøttede iranske medie.
Dr. Wahied Wahdat-Hagh, ekspert i iranske minoritetsgrupper, udtaler til Jerusalem Post at “artiklen er imod homoseksuelle, imod Vesten og antisemitisk” og understreger samtidig at teksten skal være med til at legitimere de fortsatte henrettelser af homoseksuelle i Iran.
Læs også: “Når Irans drenge dør“.


september 10th, 2012
homotropolis 
Posted in
Tags: 
Hej
Jeg håber homoseksuelle har lidt større intiligens en den Iranske presse og den regering der står bag en så ondsindet propaganda