En tyrkisk homoseksuel teenager blev i juli måned myrdet af sin far og onkel for at bringe skam over familien.
En ung bøsse blev først kidnappet og banket af sin onkel og efterfølgende dræbt med 14 skud af sin egen far i den kurdisk-dominerede Diyarbakır-provins i det sydøstlige Tyrkiet. Det skrev den tyrkiske avis Hürriyet for nylig, og LGBT-organisationen Kaos GL bekræfter historien overfor Homotropolis.
Den 17-årige teenager med initialerne R.A. havde søgt tilflugt hos en nær ven som følge af problemer med sin familie. Hans mor skulle antageligt have fortalt faren at R.A. var homoseksuel, hvilket fik en onkel til at opsøge R.A. og kidnappe ham. Efter en heftig diskussion, hvor R.A. også blev tævet af sin onkel, dukkede faren op med en pistol og dræbte ham med 14 skud. Liget af R.A. blev ifølge flere kilder efterladt i en vejrabat, og efterfølgende fundet fordi moren valgte at gå til politiet med historien. Faren og onklen blev anholdt, og både de lokale og internationale medier beskrev hændelsen som et mord, men undlod at nævne homoseksualitet som et muligt motiv.
LGBT-organisationerne i Tyrkiet, herunder også den kurdiske LGBT-gruppe i Diyarbakır, Hebûn, har gentagne gange gjort opmærksomme på det problematiske i at æresdrab med hadmotiver overfor homoseksuelle og transpersoner ofte bliver ignoreret af lokalsamfund, myndigheder og familier der ikke ønsker at sandheden skal komme ud i offentligheden. I stedet forsøger man at dække over hændelserne for at undgå skammen og den social udstødelse.
I 2008 blev Ahmet Yildiz, en ung kurdisk homoseksuel mand, opsøgt og myrdet af sin far for at bringe skam over familien. Ahmet havde forinden drabet forladt sin landsby og var rejst til Istanbul for at leve sit liv som åben bøsse.
Foto via Hebun Lgbt Diyarbakir


september 11th, 2012
homotropolis 
Posted in
Tags: 