Danmarks dejligste hockeyhold har plads til flere

Pan Hockey, den nyeste sportsgren under Pan Idræt, er godt på vej mod World Outgames 2013 – og du kan nå at komme med.

Homotropolis fik for nylig en snak med et par af de skønne spillere fra Pan Hockey, den nyeste sportsgren under Pan Idræt, og efter at have set og hørt om både den ambitiøse træning, fremtidsplanerne, de gode grin og det stærke sammenhold, så er der ingen tvivl om at hockeystavene peger i den helt rigtige retning for det der kun kan være Danmarks dejligste hockeyteam.

Det er lykkedes for Pan Hockey at få en professionel træner fra Københavns Hockey Klub med ombord, og på en typisk træningsaften bruges den første halvdel af tiden på at øve teknik, slag, driblinger og det helt rigtige greb om stokken, mens den anden halvdel bruges til at spille kamp.

»Det er en virkelig sjov måde at få rørt sig på. At løbe en tur eller gå i fitness kan være ret kedeligt, og selvom der er en del teknik at lære, så er der fuld fart på spillet det meste af tiden, og ens puls kommer helt op«, fortæller Mayan Madar (billedet), der for nylig er begyndt på holdet.

»Jeg ville aldrig have fundet på at spille hockey, hvis det ikke havde været et tilbud hos Pan Idræt. Det handler lige så meget om at dyrke sport sammen med andre homoer, og selvom man måske kan sige at det kan være ret ligegyldigt om man spiller med andre homoer eller med heteroer, så synes jeg alligevel at stemningen er mere afslappet her. Og så er det altså også super hyggeligt«, fortsætter Mayan.

Pan Hockey træner hver mandag på Ellebjerg Skole, og har lige nu 12 medlemmer men håber på at kunne blive 20. Holdet består af både mænd og kvinder, alle nybegyndere, og er repræsenteret med 6 forskellige nationer hvorfor det hele foregår på engelsk.

Målet er at Pan Hockey kommer til at repræsentere Danmark ved World Outgames 2013 i Antwerpen, og Homotropolis lover at tage med som heppekor.

Har du selv lyst til at prøve hockey og møde nogle nye, dejlige mennesker, så kan du finde Pan Hockey på Facebook eller sende en mail til hockey@panidraet.dk.

 

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.