World Pride er faldet fra hinanden

Lørdag lægger London gader til World Pride 2012, men på grund af økonomiske problemer er arrangementet i år blevet skåret kraftigt ned, pridevogne og floats er afblæst og arrangørerne møder heftig kritik.

Gennem den seneste uge er det blevet mere og mere tydeligt at World Pride 2012, der løber af stablen i London i den kommende weekend, bliver en kraftigt reduceret udgave af de oprindelige planer. Mange betegner allerede på forhånd arrangementet som en kæmpe fuser og en skamplet for London.

Økonomiske problemer fik i sidste uge arrangørerne til at aflyse alle “floats” (vogne og køretøjer) i paraden, til stor skuffelse og ærgrelse for de mange der har brugt både penge og tid på at forberede disse. Samtidig har man valgt at rykke tidspunktet for paradens afgang to timer frem, hvilket har medført problemer for tilrejsende der allerede har købt billetter til tog, fly og lignende for at nå frem til paradestart.

Stort set samtlige officielle arrangementer og fester i forbindelse med World Pride er aflyst, og arrangørerne advarer på forhånd om at der derfor vil blive alvorlig trængsel på barerne i Soho, Londons homokvarter, lørdag nat.

Senest har Londons borgmester, Boris Johnson, meldt ud at han heller ikke vil deltage, og forskellige forsøg på finansielle redningsplaner har vist sig at være urealiserbare med så kort varsel på trods af velvilje fra blandt andet Gaydar.co.uk.

World Pride 2012 bliver gennemført med kun gående deltagere og slutter allerede kl. 18.00 på Trafalgar Square.

 

 

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.