Pride-fest med fornuftigt formål

Foreningen AllRightsCPH står bag en stjernespækket fest i forbindelse med årets Copenhagen Pride – og overskuddet går til de udsatte ugandiske LGBT’er.

PRESSEMEDDELELSE:

Pride-paraden løber sædvanen tro igennem København d. 18. august. For nogle deltagere er paraden en årlig markering af den danske mangfoldighed og en forholdsvis høj accept af LGBT-personer (Lesbian, Gay, Bisexual & Transgender, red.) i Danmark. Men for foreningen AllRightsCPH handler det ligeså meget om at skabe opmærksomhed omkring de uhørte straffe, som LGBT’ere i Uganda udsættes for.

AllRightsCPH kan præsentere et stærkt line-up af danske kunstnere, der ønsker at støtte den gode sag. Således er der livetoner og dj-sets fra kunstnere som Clara Sofie, Rosa Lux, Thomas Madvig, Flip og mange flere. Kulturministeren Uffe Elbæk er med til at åbne arrangementet og aftenens konferencier bliver journalisten og tv-personligheden Adrian Hughes.

AllRightsCPHs støttefest ”Pride With A Purpose” afvikles i samarbejde med Copenhagen Pride, KB3 og Amnesty International Danmark. Målet er at indsamle 100.000 kr. til Amnesty som vil forvalte indkøb af husalarmer til de ugandiske LGBT’ere.

Fest skal sætte fokus
På natklubben KB3 i Kødbyen vil man derfor kunne feste med et særligt formål. Den industrielle klub bliver omdannet til et levende rum inspireret af 80’er-æstetik, noir og glam – for at mindes de tider, hvor det homoseksuelle klubmiljø herhjemme ikke var accepteret.

“Jeg håber virkelig, vi med det her arrangement får skabt nok opmærksomhed omkring de kritiske tilstande der, desværre, ikke kun finder sted i Uganda, men også i andre lande. Men i Uganda er der også nogle stærke kræfter, der stadig kæmper for retten til at være sig selv – og deri ligger nøglen til at kunne hjælpe aktivt,” siger scenograf og DJ Simon Holk Witzansky, creative manager og initiativtager til den største velgørenhedsfest i Pridens historie.

Ugandas homofobiske ”anti-homo”-lov vil dermed blive mødt med støtte og kærlighed fra AllRightsCPH og deres næsten tusind gæster.

Bag festen står også dj’en Rikke Bronx og projektlederen Dijana Dix samt en række ildsjæle.

”Desværre får vores sag for tiden sin daglige berettigelse,” lyder det fra Dijana Dix. ”Det forpligter os til at udnytte dette momentum, hvor der er fokus på Uganda til at gøre noget konkret og positivt.”

Frank Mugisha, formanden for SMUG (Sexual Minorities Uganda) kommer til Danmark under Pride-ugen og vil deltage både i paraden og i støttefesten, ligesom han også er blevet inviteret til at møde en række danske toppolitikere.

”Min livslange passion og kærlighed til musik forenes endelig med mit andet kærlighedsbarn, retten til at være den man er, med alt hvad det indebærer. AllRightsCPH vil gerne kæmpe for frihed og plads til alle – det er en menneskeret!”, udtaler Rikke Bronx.

“Pride With A Purpose” løber af stablen 18. august på KB3 i Kødbyen, og du kan læse meget mere om festen på Facebook.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.