Nyudsprungen CNN-vært får både roser og kritik

Siden den amerikanske journalist og tv-vært Anderson Cooper officielt kom ud af skabet tidligere på ugen har han mødt masser af opbakning og rosende ord – men der lyder også kritiske røster.

Den populære CNN-vært Anderson Cooper valgte i mandags den 2. juli at komme ud af skabet en gang for alle i en e-mail til Andrew Sullivan der blev publiceret via The Daily Beast.

»Siden jeg begyndte min karriere som krigskorrespondent for 20 år siden, har jeg ofte befundet mig i yderst farlige områder. For min egen sikkerhed, og for mine kollegers sikkerhed, forsøger jeg at virke så anonym som muligt, og foretrækker at holde mig til det der er mit job, nemlig at fortælle andre folks historier fremfor min egen«, skrev Anderson Cooper der dog samtidig understregede, at han på den anden side var ked af at hans tavshed kunne tolkes som om han forsøge at skjule sandheden.

»Der er fortsat alt for mange tilfælde af mobning blandt unge og vold og diskrimination mod folk i alle aldre med baggrund i deres seksuelle orientering, og jeg tror det har en værdi at jeg gør det klart hvor jeg selv står. Sandheden er at jeg er bøsse. Det har jeg altid været, det vil jeg forblive med at være, og jeg kunne ikke være mere lykkelig, tilfreds med den jeg er og stolt«, fortsatte Anderson Cooper i den meget personlige mail.

Både hans mange fans og flere kendte personligheder, herunder Ellen Degeneres, Lance Bass og veninden Kathy Griffin, har været ude og rose Anderson Cooper for beslutningen om at stå offentligt frem, men der er også enkelte der stiller spørgsmålstegn ved tv-værtens grund til at springe ud netop nu.

ABC-værten Star Jones udtalte på The Today Show, at Anderson Coopers udspring i virkeligheden handler om CNN’s dalende seertal.

»Han er vært på et talkshow der kører i dagtimerne, og når seertallene falder i dagtimerne, så har værterne for vane at fortælle en masse om sig selv. Jeg kan huske hvordan Oprah fortalte at hun havde røget crack, at hun blev gravid som 14-årig og overvejede selvmord. Der er tidspunkter hvor man vælger at lade informationer komme op til overfladen for at skaffe seertal«, sagde Star Jones.

Også The New York Post rettede torsdag kritik af CNN og den nyudsprungne tv-vært, og betegnede blandt andet Anderson Cooper som værende “desperat efter opmærksomhed”.

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.