Homotropolis præsenterer med stolthed og fugtige øjne vores nyeste gæsteskribent, den poetiske Tomas Lagermand Lundme, der i første indlæg konstaterer at man kan kysse et skybrud væk.

Jeg er ham, der i ny og næ har et skybrud i øjet

af Tomas Lagermand Lundme

”Kan man få et skybrud i øjet?” spørger jeg manden.
Han kigger. Først ind i øjet. Så i en bog, han har arvet af sin mormor, hvor der står om alt det, man kan fejle.
”Skybrud var ikke opfundet dengang, din mormor levede,” begynder jeg, fordi jeg tror det er bedre at tjekke sådan noget på nettet.
Men det er det overhovedet ikke. Hvis man fejler noget, findes det der. I den bog.
Sådan har det altid været. Og sådan bliver det ved med at være.

”Hvad står der så om skybrud i øjet?”
Manden har været emneregistret igennem et par gange.
Han ryster på hovedet.
”Ingenting,” siger han så.
”Hvad sagde jeg,” siger jeg, ”det er noget nyt, jeg fejler.”

Vi sidder i sommerhuset og leger henholdsvis læge og patient. Det er sådan en leg, man opbygger over mange år. Og vi sidder i det sorte hus i udkanten af skoven, hvor rådyrene kredser og ugler i alle arter fylder luften med deres vinger. I øjeblikket er de store ugler ved at lære de små ugler at flyve.
Øjeblikket er nok så meget sagt.
Jeg sidder nemlig med den ene hånd foran mit ene øje. Man er jo ikke en krukke for ingenting. Og det gør altså ondt at blive ramt af sådan et skybrud.

”Det er også dumt, du ser op, når det regner sådan,” siger manden og hører Dannie Druehyld, heksen fra Rold Skov, om hun har et godt råd eller tre i skuldertasken.
”Ja, ja,” mumler jeg og skal til at forklare, at det var fordi, jeg lige skulle se om det var en ørn, det, der var over mit hoved. Og i så fald, hvilket ørn.
”Jeg troede bare, der var en ørn,” forklarer jeg. Nærmest undskyldende.
”Det er spurvehøge, der er her,” fastslår manden, så der ikke er noget at rafle om.
Han har også været gammel spejder og ved, hvornår man kalder en skovl for en skovl og en spade for en spade. Desuden ved han alt om, hvad der vokser hvor. Og hvornår. Og hvad man må spise. Og hvad man ikke må.
”Nej, lad vær at put det der i munden,” hyler han, når jeg lige går forbi et eller andet ude i skoven og tænker, nej, det der må da være champignons. Og så viser det sig, at det er fluesvamp eller noget i den dur, man ikke engang må slikke på. Så dør man. Bang, siger det. og man falder til jorden med et brag. Og det var så det.
Det er det så ikke, fordi jeg har en spejder med mig.
”Havde Dannie et godt råd?” spørger jeg, da manden har lagt på igen.
Han ryster på hovedet.
”Hun kender ikke til det,” siger han.
”Se,” siger jeg igen og lyder meget fornuftig, ”det er altså noget sjældent noget, det her. Jeg fejler noget, ingen andre fejler.”

Det sidste kan nok diskuteres. Selvom feberen brænder på panden og øjnene løber i vand, så er sygdom nok så som så.

Inden jeg mødte manden en aften på et diskotek, hvor jeg kastede en orange appelsin i bolden på ham, mødte jeg mest mine kærester i bussen. Man skal bare tage et smut til Nordre Frihavnsgade, så vrimler det med muligheder. Engang mødte jeg en rigtig læge. Men det gik ikke så godt, når vi talte om noget. Det var bedst, når vi bare var i sengen. Den slags bliver kedeligt i længden. Trods alt. Så videre i bussen med mig. Der mødte jeg så en skuespiller, et par butho-dansere (det var meget smart i en periode at være hvidsminket i ansigtet og bevæge sig synderligt langsomt , mens man skelede helt bevidst), et par billedkunstnere og ikke mindst alle de hersens, der i tidernes morgen – det vil sige i 90-erne – lavede performances. Det vil sige, man skabte sig, mens alle andre stod og så på – og skabte sig. Det var en måde at skabe et hul i bevidstheden og finde et sted, hvor man selv kunne stå, så alle kunne se én.

De fleste fra dengang, er væk i dag. Enten er de blevet lidt mere faste i kødet og fået en heldagsstilling i en børnehave. Ellers er de blevet til noget ved muzakken og flyttet til Berlin, hvor man stadig tror, at det hele sker, når det sner. Og hvis ikke, er man som mig, hoppet ned i den borgerlige, sorte gryde og købt sommerhus, ejerlejlighed og fået hund og kat, fordi man ikke orker at få børn.

Da jeg var ung og sprang ind og ud af skabene, var livet i det miljø, jeg hang ud i, dødens. Alt var døden. Og muligvis lidt værre end døden var det meste. Sådan hang man ud på barerne med guldøl og opknappede elefanter og kunne ikke overskue andet end sig selv, der hele tiden var på bistandshjælp, men officielt sad og skrev nattetime efter nattetime i håb om at blive den nye Michael Strunge. Det ville alle nemlig være, for han var lige død. Og det er intet, der er nemmere i hele verden, end at være en, der er død. Det er nemlig døden.

Jeg hoppede døden over og sprang i stedet på en politisk rustvogn i håb om, at jeg kunne revolutionere noget. Det er svært, når man er 14. Men det er godt, at have den drøm. I det politiske miljø på den yderste flig af venstrefløjen, var Rote Armee Fraktion stadig noget, man så op til. Jeg har aldrig været den store tilhænger af vold, så når det trak op og blev voldsomt i de besatte huse, jeg svansede rundt i, gik jeg hjem. Til min mor og min far. Min mor sad så i hjørnesofaen i bofællesskabet ude ved Flyvergrillen på Amager og brægede noget Trille, mens min far var i kælderen og snitte grafik. Verden var på det tidspunkt sorthvid. Og jeg var bombesikker på, at Barsebäck sprang i luften, mens man var til badminton i Amager Hallen. Bang, sagde det. og så var alle københavnere døde.

Sådan gik det nu ikke.

Men bang sagde det, den dag Sorte Hus og Mekanisk Musik Museum blev ryddet på Vesterbrogade i 1990. Da jeg løb væk fra politiet, snublede jeg i mine snørebånd og faldt med hovedet ned i en bunke brosten. To ar i bolden på mig. Et over hvert øjenbryn. På den måde var jeg revolutionær. Og det var politiets (læs: samfundets) skyld. Sådan havde jeg det længe bagefter. Den der smag af en social uretfærdighed i munden. Det blev til Next Stop det ene og det andet, men også med en snert af noget, der var godt. Fordi jeg fandt ud af, at man i aktionsteater og i en genoplivning af de gamle happenings fra 70-erne, kunne nå et bredere ståsted hos folket, i folket og af folket, hvis man ramte en kerne med en humor.

Anne Marie Helger siger altid til mig, at det jo hedder hu-mor og ikke hu-far, og det har hun så endegyldigt ret i. Jeg har alle dage været mest fascineret af kvindelige kunstnere og kvindelige politikere. Det er som om, mændene er ligegyldige, når de løfter en pensel eller skriver et digt eller prøver at bære en verden på deres skuldre. Så muligvis er det godt, jeg ikke er født som pige, fordi så havde jorden nok fået en meget stor betonfeminist, der har talt i en retorik, der ville lugte af ildelugtende trussebind broderet med en slem skuffelse.

For der er stadig så mange ting at blive vred over, hvis man er kvinde i denne verden, der stadig er huset af mænd, der tror, at de bestemmer noget, hver gang de bevæger det øverste af deres hoveder.

Da jeg voksede op på Amager, drømte jeg altid, jeg skulle blive gift med Thomas Møller eller Thomas Hedemann. Thomas Møller gik jeg til atletik med. Og Thomas Hedemann byttede jeg glansbilleder med. Sådan kom det ikke til at gå.

I stedet gik jeg en sommeraften i 1997 ind på Pan, hvor min mand stod og solede sig i alles blikke.
Det der piller jeg lige af ham, tænkte jeg.
Og det gjorde jeg så.
På min egen måde.
Nu deles vi om solen. Når den altså skinner.

Det gjorde den så ikke lige der, hvor jeg kiggede op. Og fik en hel verdens nedbør ind i øjet. På den anden side, der er nok at græde over. Men vi må også være et par stykker, der prøver at vende tårerne på vrangen. Og finde frem til latteren.

For livet er til at overskue. Og overkomme.
Det er noget, jeg har lært. Og fundet ud af. I en alder af 39. Men på den anden side, det er bedre sent end aldrig.

Desuden har manden fundet en kur.
Man kan kysse et skybrud væk.
Ja, det passer rent faktisk.
Så nu sidder jeg her i et sort træhus, mens vinden tuder og uglerne lærer flyvefærdighederne af deres forældre. Og katten kommer luntende efter en doven sommerfugl, der flakser rundt i det flimrende lys og fylder det, der er livet, med en snert af drømme, der i ny og næ bliver til virkelighed.

Tomas Lagermand Lundme