UNESCO går med i global kamp mod homomobning

Omfanget af homofobisk mobning på verdensplan er ‘betydelig’ ifølge FN-organisationens første globale høring om emnet.

UNESCO går med i global kamp mod homomobning

En ny rapport publiceret af UNESCO afslører omfanget af homofobisk mobning på verdensplan og anerkender samtidig problematikken som et spørgsmål om menneskerettigheder. I rapporten kaldes problemets omfang for “betydeligt” og som et resultat af problemet oplever studerende verden over at blive nægtet den “grundlæggende, universelle menneskelige ret til uddannelse”, skriver GayStarNews.

UNESCOs første internationale høring om emnet samlede eksperter fra NGO’er og uddannelsesministerier fra mere end 25 lande verden over. Rapporten viser at England og USA er blandt de lande med flest indberettede tilfælde, og i Bangladesh, Indien, Nepal og Latinamerika, bliver lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede elever nægtet adgang til skolen. I USA, Storbritannien og Argentina bliver mange LGBT’er væk fra studiet på grund af mobning og problemet har generelt en negativ indvirkning på deres skolearbejde.

UNESCO erkender dog at relativt få lande har indsamlet data om homofobisk mobning på uddannelsesinstitutioner.

Wes Streeting, ansvarlig for uddannelse hos den engelske LGBT-organisation Stonewall, udtaler: »FNs Højkommisær for menneskerettigheder har helt ret når han beskriver homofobisk mobning som “en moralsk skandale” og “en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne” i hele verden og vi er glade for, at Stonewalls arbejde i Storbritannien er blevet anerkendt i denne vigtige undersøgelse udført af FN«.

»Vores researcharbejde, der involverer tusindvis af lærere og unge mennesker i Storbritannien, viser konsekvent at homofobisk mobning kan skade unges mentale sundhed og uddannelsesniveau alvorligt«, fortsætter Wes Streeting.

Den 5. juli 2012 offentliggør Stonewall sin “School Report”, en rapport der udkommer hvert femte år og omhandler homofobi i Storbritanniens skoler, baseret på tilbagemeldinger fra 1.600 lesbiske, bøsser og biseksuelle unge på tværs af Storbritannien.

Billede: Duncan Cumming

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.