Kylie fejrer 25 fantastiske år

Med udgivelsen af “The Best of Kylie Minogue” understreger den australske pop-diva hvorfor hun i år kan fejre sit 25-års jubilæum i musikbranchen – og samtidig peger den nyeste single fra Kylie i retning af en karriere der sagtens kan bære endnu 25 år.

I år er det 25 år siden at Kylie Minogues debutsingle “Locomotion” strøg til tops i hjemlandet Australien, og med et bagkatalog der i dag tæller udødelige danseklassikere som “Spinning Around”, “Better the Devil You Know, “Can’t Get You Out of My Head, “All the Lovers”, “Love at First Sight”, “In Your Eyes” og “Get Outta My Way”, så er Kylies karriere for en del af os samtidig et nostalgisk flashback tilbage til forgangne somre og dage hvor alting stadig strammede de helt rigtige steder.

Men selv om 2012 markerer Kylie Minogues 25 år i musikbranchen, så er dansedivaen langt fra færdig med at kaste hits efter homoklubberne, og det slås blandt andet fast med sylespidse syvtommer-stiletter i den nyeste single “Timebomb”, hvor Kylie samtidig sender kærlige hilsner til sin enorme bøsse-fanskare ved at cruise rundt i Londons Soho-kvarter.

Den nu 44-årige sangerinde har selv døbt sit jubilæumsår “K25″, og markeringer af den musikalske milepæl finder sted løbende over hele året. Blandt andet overrasker Kylie sine fans med en særlig video på sin hjemmeside hver den 25. i måneden, og divaen fra down under har ligeledes givet flere akustiske intimkoncerter allerede i både England og Australien, hvor hun har spillet nogle af sine mindre kendte sange.

Den 11. juli optræder Kylie Minogue i Hyde Park i London sammen med Jason Donovan, hvor de for første gang i 23 år vil fremføre duetten “Especially for you” der ramte de europæiske hitlister tilbage i 1988.

The Best of Kylie Minogue indeholder – ud over alle de største hits – også en live dvd.

 

 

 

 

Hop ned til bunden og smid en kommentar.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.