Chok og forargelse over nej til homoseksuel begravelse

Historien om en præst fra Aalborg der nægtede at begrave en lesbisk kvinde for 2 uger siden kom frem i morges, og efter voldsom kritik fra blandt andet LGBT Danmark er sagen nu havnet på biskoppens bord.

Siden vi i morges bragte historien fra DR om en præst der nægtede at forestå begravelsen af en lesbisk kvinde, har sagen taget en yderligere drejning, ligesom både LGBT Danmark og en professor i kirkeret har været ude og rette skarp kritik mod det der nu betegnes som en alvorlig tjenstlig fejl, der forventes at få konsekvenser for præsten.

»Det er fuldstændig ulovligt, at en nordjysk præst har afvist at begrave en homoseksuel. Derfor skal biskop Henning Toft Bro fra Aalborg Stift tage sagen op«, lød det i eftermiddag fra LGBT Danmarks kirkepolitiske talsperson George Hinge, der ser med stor alvor på situationen.

»Vi er fuldstændig chokerede over det. Det er ulovligt og direkte uanstændigt. Han har ikke noget grundlag for at kunne gøre det«, siger George Hinge ifølge DR og opfordrer til handling:

»Biskoppen bliver nødt til at kalde præsten til orden og indskærpe over for alle præster i den danske folkekirke, at man ikke skal gøre forskel«.

Præsten, der efterfølgende fortrød at have sagt nej til at begrave den lesbiske kvinde, betegner hændelsen som “den største fejltagelse han nogensinde har gjort som præst”, men det gør ikke stor indvirkning på George Hinge:

»Det er jo ikke nogen undskyldning, han kommer med, men en direkte indrømmelse af, at han ikke bryder sig om homoseksuelle. Det er ikke særligt klædeligt for en præst i den danske folkekirke«, konstaterer den kirkepolitiske talsperson.

Professor i kirkeret ved Roskilde Universitet, Lisbet Christoffersen, har også været ude at kommentere den pågældende sag der, fra hendes synspunkt, er ret simpel og handler om præsters forpligtelse til at begrave beboerne i deres sogn.

»Det er ganske enkelt ikke lovligt at afvise at begrave et medlem af folkekirken«, siger Lisbet Christoffersen til DR Nyheder og påpeger modstridende holdninger indenfor folkekirken:

»Der er øjensynligt en række præster i den danske folkekirke der har religiøse kvabbabbelser  i forhold til homoseksuelle. Og der må man bare slå firkantet fast, at det er fuldtændig irrellevant i forhold til forpligtelsen til at begrave sognets beboere. Præster har pligt til at begrave alle medlemmer af folkekirken, og den pågældende præst skal være meget taknemmelig, hvis sagen kun ender med en tjenestelig påtale fra ansættelsesmyndigheden«, vurderer Lisbet Christoffersen.

Biskop Henning Toft Bro fra Aalborg gik allerede til formiddag ind i sagen, og skal vurdere hvad konsekvenserne bør være for den pågældende præst.

»Det er en meget uheldig og beklagelig sag. Jeg tager den meget alvorligt og seriøst, og præsten skal nu redegøre for, hvad det her handler om. Derfor beder jeg ham i dag om en skriftlig redegørelse«, siger Henning Toft Bro til DR og forventer at have en afgørelse klar inden for 2 uger.

Den afdødes datter, Kirsten Østergaard, medvirker i Aftenshowet på DR1 onsdag aften.

Foto: Chad Kainz

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.