Bøssehuset invaderes af undergrundsdivaer

I juni måned laves Bøssehuset på Christiania om til en natklub fra 1940erne, når drag-trioen Ask Helga sammen med klaverbokseren fru Knudsen over 8 aftener byder indenfor til kønsforvirret cabaret.

“Get ready, all you lonely girls…”

Sådan indledes pressemeddelelsen fra Irene, Conny, Lulu og klaverbokseren fru Knudsen, der sammen kommer til at forvandle Bøssehuset til et overflødighedshorn af cabaretmusik og kunstigt hår, når de i juni måned invaderer fristadens mest fimsede bygning med showet “Må vi godt være 4 piger i en gruppe?”.

De tre erfarne chantøser garanterer dugfriske sange, spæk, spræl, spas og step og er hoppet i kostumer af modecreateur Lars Andersen, for som de skriver: Fint skal det være – og det er det!

Conny Cool er Ask Helgas primadonna og ballerina, der efter 17 somre på Det Kgl. Teaters balletskole besluttede at droppe ud, da udsigten til at blive 1.75 meter høj som nogle af de andre piger ikke var for god. Hun dyrker både stramaj og øko-halm-flet og har en glorværdig karriere som forfatter med bestsellere som  ”Hønsestrikkens Indflydelse på KFX-Indekset i Fattigfirserne” bag sig.

Irene Borg er den jyske isdronning, der dog er blevet (gav)mildere med årene, ikke mindst overfor mændene, selv om de ikke er blevet gavmildere overfor Irene. Når Irene Borg ikke er en del af Ask Helga, så ses hun ofte i lyssky storbymiljøer verden rundt, hvor hun med en absinth i hånden deler ud af sit kyniske syn på kærlighed og sit kærlige syn på kynisme.

Lulu Betina Halli Corel beskrives som en sand Helga-tøs, der har ganske mistænkelige erfaringer ud i plastik-kirurgi og er indehaver af to boutiques i henholdsvis Monaco og Hollywood som specialiserer sig i faciale ny-indretninger.

De 3 undergrundsdivaer bliver spillet hårdt op til af den altid nydelige og fingerfærdige fru Knudsen, der sidder bag tangenterne i Fru Knudsens Underholdningsorkester og sikrer at både tonerne og testoteronen flyder i rigelige mængder.

Ask Helga opføres over 8 aftener i juni måned i Bøssehuset på Christiania, med første dato den 8. juni og sidste forestilling den 23. juni, hvor der er efterfølgende bål og hygge i Bøssehaven i forbindelse med Sankt Hans. For samtlige datoer, se vores eventkalender.

Billetter kan købes i døren en time før forestillingen eller på telefon 52 74 45 01.

Det kan KUN blive en oplevelse!

 

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.