Er du Danmarks dejligste fyr?

Til august skal den hotteste danske homofyr kåres ved MrGay 2012, og har du selv en indre og ydre skønhed som du slet ikke kan lade være med at vise frem, så er der stadig åbent for tilmeldinger.

Jagten på Danmarks næste MrGay er nu gået igang, tilmeldingsfristen er 10. maj og årets store finaleshow finder sted på Rådhuspladsen i København den 16. august, midt under Pride-ugen.

MrGay-konkurrencen er åben for alle homo- og biseksuelle mænd der er danske statsborgere eller bosiddende i Danmark, og man kan enten stille op i kategorien 18-25 år eller 25 og derover.

“Når den store finale rammer Rådhuspladsen er der en sikker finaleplads til en deltager fra kategorien 18-25 år og en fra kategorien 25+. Dermed aflives fordommen om at det altid er de unge der kommer i finalen, og alder er ingen undskyldning for ikke at stille op”, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

Til finaleshowet skal deltagerne på scenen 3 gange og vise henholdsvis beach wear, formal wear og eget talentshow, og vinderen af beach wear går direkte i superfinalen, hvor han vil få følgeskab af de to deltagere der har fået flest stemmer i hver af de to alderskategorier.

Herefter vil dommerpanelet udvælge den finalist der fortjener at blive kåret som MrGay 2012, og dermed også bliver Danmarks repræsentant ved næste års Mr Gay Europe.

Blandt de allerede tilmeldte til MrGay 2012 er blandt andre Rasmus der sang sammen med Phuong i dette års udgave af X Factor, og du kan både tilmelde dig selv og se alle deltagere på MrGay.dk.

Sidste års MrGay, Jobbe Joller (billedet), er allerede nu i gang med forberedelserne til dette års Mr Gay Europe, der ligeledes løber af stablen i august i den italienske hovedstad Rom.

Læs også New Zealand vinder Mr. Gay World 2012 og Mr. Gay World USA sætter scenen for nyt reality show.

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.