Tøserne fra Homotropolis tog torsdag aften hinanden og et par veninder i hånden og satte kursen mod Vela, der de sidste par uger har dannet rammen om forestillingen LEBBE LOVE; en ærlig, humoristisk og selvironisk montage-monolog leveret af Lykke Scheuer og præsenteret af HILS DIN MOR – Københavns Homoteater.
Allerede i døren blev vi budt velkommen af Lykke Scheuer og dramatikeren Abelone Koppel der tog pænt i mod os og de mange andre, der havde valgt at indløse forventningerne til LEBBE LOVE denne aften. Trods en del pladsmangel lykkedes det at få alle klemt ind, og forestillingen kunne begynde.
LEBBE LOVE spiller en god portion humor og selvironi med ind på banen, og de mange besøgende på Vela, inklusiv os selv, brød flere gang ud i høj latter mens Lykke gengav en lesbisk kvindes oplevelser med en ordentlig spand komik og selverkendelse hældt ud over det hele.
Stykket balancerede smukt mellem sjov og alvor, og de tungere emner som hadforbrydelser, ensomhed, identitetskriser, spring-ud-historier og fordomme man kan støde på når man er sammen med en af samme køn blev serveret i et forfriskende sprog med masser af personlighed.
Vi gik alle fra Vela med et stort smil om munden og en positiv og berigende oplevelse i rygsækken. Al respekt til Lykke Scheuer og HILS DIN MOR, og en stor tak for fantastisk underholdning og et enestående initiativ som vi kun kan ønske os mange flere af.
Har du endnu ikke set LEBBE LOVE, så er det sidste chance fredag aften hvor forestillingen endnu engang indtager gulvet på Vela kl. 19.30. Kom en times tid inden forestillingen begynder, så du kan få en god plads. Husk, at det er helt og aldeles gratis.
Adresse
Vela Gay Club
Viktoriagade 2-4
1655 København V


marts 23rd, 2012
homotropolis 
Posted in
Tags: 
