Hollywood-legendes barnebarn i modigt udspring

Omar Sharif Jr. kommer ud af skabet i et både personligt og bevægende brev der bringes i april-udgaven af The Advocate.

Han er barnebarn til den legendariske egyptiske skuespiller, Omar Sharif, der opnåede verdensberømmelse gennem roller i blandt andet “Lawrence of Arabia” og “Doktor Zhivago”. Hans ansigt har solgt Coca-Cola i adskillige arabiske lande og i hjemlandet Egypten har han været model for Calvin Klein. Han har boet i både Cairo, London, Paris, Montreal, New York og Los Angeles, og han drømmer om at gå i bedstefarens fodspor og gøre karriere som professionel skuespiller.

Nu vælger den 28-årige Omar Sharif Jr. også at stå frem som homoseksuel i et meget personligt indlæg, der er at finde i den ny udgave af det trykte magasin “The Advocate”.

»Jeg skriver denne artikel på trods af de risici der er forbundet med det, fordi vi er gået i stå på det vi troede ville være højdepunktet i Egyptens nyere historie, og jeg frygter at et fald fra så stor højde kan blive altødelæggende. Jeg skriver med fuld respekt for de farer der følger med og med frygten for, at Egyptens arabiske forår flytter os baglæns istedet for fremad. Og det er derfor også med en vis tøven at jeg bekender følgende: Jeg er egypter, jeg er halvt jødisk og jeg er bøsse«, skriver Omar Sharif Jr. og fortsætter:

»At min mor er jødisk er ikke nogen bagatel når man er fra Egypten – uanset hvilket årstal vi skriver. Og at leve som åben homo er det samme som at bede om problemer, ikke mindst i denne tid med politisk og social uro. Med de islamistiske partiers sejre ved det seneste valg er der brug for en dialog og visse spørgsmål skal rejses. Jeg spørger mig selv: Er jeg velkommen i det nye Egypten?«

Omar Sharif Jr. fortsætter med at fortælle hvordan hans bekendelser måske ikke klinger af noget særligt i en europæers ører, men at situationen er en helt anden i dagens Egypten. Han kalder sig selv en patriot, og genkalder sig en tid hvor Egypten var mere pluralistisk og favnende end det fremstår i dag, og hvor LGBT’er kunne leve i fred så længe man gik stille med dørene. Omar Sharif Jr. skriver endvidere, at han har valgt at stå frem for at fremkalde en reaktion og for at gøre Vesten opmærksomme på problemerne i dagens Egypten:

»Jeg opfordrer de udenlandske regeringer og græsrodsorganisationer der er til stede i Egypten i dag til at kommentere og kræve klare svar omkring ligestilling og menneskerettigheder, både fra revolutionens ledere og fra den ny regering. Jeg beder indtrængende om at man giver det egyptiske folk og de fremtidige regeringer den nødvendige hjælp og støtte til at beskytte vore udsatte og forbedre vores lovgivning på en sådan måde, at en bekendelse som min ikke behøver at betyde fængselsstraf, fysisk skadegørelse eller det der er værre. Tilbyd jeres vejledning i at formulere en ny forfatning som beskytter alle borgeres liv og frihed, og mind dem om, at selvom jeg kun altfor godt ved at Egypten ikke er klar til at give homoseksuelle ligestilling, så skal det stadig inkluderes i debatten«, fortsætter Omar Sharif Jr. i sit opsigtsvækkende indlæg.

Du kan læse hele brevet online på engelsk hos The Advocate her.

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

Smid en kommentar

Current day month ye@r *

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.