Hans Pilgaard: Jeg gider ikke være ugens glade homo

Homotropolis har mødt Hans Pilgaard over et par gode kopper kaffe til en snak om London, lykken og livet som landskendt homo.

I 2010 flyttede Hans Pilgaard til London sammen med sin partner, Henrik Torp, og for nylig satte vi den både charmerende og eftertænksomme tv-vært stævne over et par gode kopper kaffe, mens han var på besøg i København.

Hans kommer ind ad døren på den café hvor vi har aftalt at mødes, lettere forsinket på grund af eftermiddagstrafikken, og vi sætter os sammen ved det mest stille bord på caféen med en cappuccino og en stor latte, og samtalen er igang med det samme.

London har de seneste par år været Hans Pilgaards hjemby, og der er ingen tvivl om at anonymiteten og livet i den engelske hovedstad er nogle af de primære årsager til at den nu 48-årige tv-værts øjne lyser op når talen falder på relokeringen og lejligheden i Soho.

»Vi bor i Soho, lige midt i smørhullet, og jeg elsker at gå på gaden og sidde og få en kop kaffe og bare betragte folk. Og derovre har jeg mulighed for at kigge på folk uden de ser at jeg betragter dem. For de ved ikke hvem jeg er«.

»Jeg nyder at bare være Hans fra Danmark. De mennesker vi har lært at kende i London, kender mig ikke som Hans Pilgaard fra “Hvem vil være millionær?” eller Hans Pilgaard fra TV 2. Jeg har nogle gange været med Henrik til gallapremierer, hvor jeg bliver præsenteret som Henriks kæreste, og det er fantastisk«, fortæller Hans, der understreger at han ikke er flygtet fra det at være kendt, men hurtigt opdagede at det var tiltrængt at komme væk.

»Man mister noget af sin identitet, fordi den bliver offentligt eje. Når mange kender en, er det som om, at mange har en del af en. Det er ikke noget kæmpe problem, men bare noget der sker«, konstaterer den efterhånden erfarne tv-mand der sidder foran mig og er 100% tilstede i vores samtale.

Hans Pilgaard kom først ud af skabet i en alder af næsten 30, og jeg kan ikke lade være med at spørge ind til hvorfor processen endte med at blive så forholdsvis lang.

»Jeg var i tvivl om min seksualitet i mange år. Måske var jeg biseksuel, måske var jeg homoseksuel, og på et tidspunkt opgav jeg at definere mig selv og besluttede mig for, at jeg forelskede mig i mennesker«.

I slutningen af 20’erne blev Hans mere og mere klar over, at det var fyrene han kiggede efter i byen, og han begyndte at se sig selv som homoseksuel, men det krævede alligevel tilløb at springe ud.

»Jeg var skræmt fra vid og sans da jeg skulle springe ud. Man er bange for hvad ens venner og familie vil sige«, fortæller Hans der, på trods af at han ikke bruger livet på at fortryde noget, alligevel gerne ville være kommet ud noget før:

»Det eneste jeg ville gøre om i mit liv, ville være at springe ud tidligere. At give slip på den frygt og den angst man lever med indtil man springer ud. Man er bange for ensomheden. Bange for at ende alene med det«.

»I virkeligheden er det sådan her: Tænk nu, hvis din bedste ven går fra dig på den konto? Det gør sgu da ondt. Også selvom man siger, at han så alligevel ikke er værd at være venner med. Men hold kæft, det gør da ondt«.

I forhold til ens forældre mener Hans, at det er vigtigt at huske på, at de også skal have tid til at “springe ud” og vænne sig til tanken om at deres barn er homoseksuelt.

»Vi tænker over det i årevis og så siger vi det, og så tænker vi efter 25 minutter: Har du så accepteret det nu?«.

Vi bestiller en omgang kaffe mere, mens vi kommer ind på homomiljøet i København, hvor Hans fortæller, at han især elsker at komme på “Masken” i Studiestræde. Både fordi der kommer mange “originaler” i ordets mest positive forstand, og også fordi man kan få lov at være i fred og der er en særlig følelse af at man passer på hinanden. I bredere forstand er der dog også tendenser i miljøet, både herhjemme og i London, der er mindre positive:

»Nogle gange kan jeg godt synes, at homomiljøet er meget vulgært. Det er meget kropsfikseret og sexfikseret. Jeg bliver også bekymret på alles vegne, når jeg ser hvor mange der er høje på coke og ikke høje på sig selv og livet. Hvis du tilsætter 30 cocktails til et lavt selvværd eller et lorteliv, så bliver det bare værre. Hvis du prøver at gemme de dårlige dage ved at sniffe coke, så kommer regningen på et tidspunkt. Der er en grund til at du er i dårligt humør, og det er ikke skidt at være i dårligt humør. Du risikerer at skubbe tilværelsen foran dig, og når regningen så kommer opdager du, at du skulle være blevet skilt for 10 år siden, i stedet for at gemme din ulykkelighed i coke eller spiritus eller sidespring«.

Samtalen kommer også ind på homofobi, og Hans fortæller, at han heldigvis kun har haft et par enkelte ubehagelige oplevelser som, uanset om man vil det eller ej, ikke kan undgå at krybe ind under huden:

»Engang da jeg gik herude i Valby, var der en der råbte “fucking homo” efter mig, og jeg kan huske at jeg tænkte, at det må være sådan det er at blive kaldt perker. For jeg blev faktisk ked af det. Både ked af det og vred. Jeg havde egentlig lyst til at løbe efter ham og sige “hvad fanden bilder du dig ind”. “Hvad har jeg gjort dig?”. Jeg kunne også mærke den der vrede, skuffelse og sørgmodighed. Hvorfor siger du det til mig? Jeg kan jo ikke gøre for hvordan dna-kabalen er gået op. Jeg er som jeg er. Kan vi ikke bare give hinanden lov til at leve det liv vi har lyst til at leve?«.

Inden interviewet har jeg gjort mig en del tanker om hvordan Hans vil reagere på vores snak omkring det at være homoseksuel. Han taler ikke om det særlig ofte, og har tidligere sagt, at han ikke ønsker at være talerør for de homoseksuelle. Jeg spørger ham, hvordan han har oplevet det at være et kendt ansigt og samtidig være åben bøsse, og om pressen fokuserer for meget på denne del af hans person:

»Jeg gider ikke være ugens glade homo. Jeg gider ikke, når de ringer og spørger om et eller andet som kun bunder i homoseksualitet. Se og Hør ringede engang og spurgte, om jeg synes Kronprins Frederik var lækker. De forklarede, at de spurgte alle homoerne, og jeg tænkte bare, hvad fanden er det for et spørgsmål? Det gider jeg ikke. Andre må gerne, men jeg gider ikke sådan noget. Jeg snakker sjældent om min homoseksualitet, fordi det ikke er en spidskompetence«.

På et tidspunkt under vores snak kan jeg slet ikke lade være med at konstatere, at Hans Pilgaard er fuld af ord. Han smiler stort og siger, at det er en helt korrekt iagttaget. Han kalder sig selv en “støjsender”, og foreslår at jeg bruger det i overskriften. Men ordet klinger alt for negativt i mine ører, for nok kommer der en imponerende talestrøm imod mig fra den anden side af cafébordet, men det støjer ikke. Tværtimod. Der er noget enormt ægte og levende over Hans, og jo længere vi sidder sammen, desto mere kan jeg fornemme en dybde og en filosofisk eftertænksomhed som jeg får lyst til at dykke længere ned i. Jeg spørger derfor Hans, sådan lidt ud af det blå, hvad han gør sig af tanker omkring livet.

»Jeg tænker at livet er en gave og en udfordring. Det er både smukt og grimt. Noget af det smukkeste er også noget af det mest skræmmende. At jeg elsker min mand så meget som jeg gør er jo angstprovokerende ad helvede til. Det er det samme med mine gode, nære venner. Tænk hvis man bliver alene eller mister dem en dag? Hvis ikke de skal bære mig, så skal jeg bære dem. Det er angstprovokerende«.

Vi taler videre om lykken og meningen med det hele. Hans fortæller blandt andet at han er stor fan af den franske eksistentialist, Albert Camus, og jeg spørger ham hvordan han træffer sine valg og hvordan han i det hele taget navigerer igennem sit eget liv.

»Jeg bruger min mave. Jeg mærker efter hvad der føles rigtigt. Jeg kan næsten altid mærke hvad der er rigtigt og forkert«, siger Hans i et tonefald der gør, at man ikke er i tvivl om at det er ord der bliver efterlevet i praksis.

»Det rigtige er ikke altid det letteste, og det letteste er ikke altid det rigtige. Nogle gange skal du gå hjem til din kæreste og gøre det forbi. Nogle gange skal du sige dit job op. Nogle gange skal du gøre de ting der ryster din tilværelse. Ellers lever du i noget der ikke er rigtigt for dig. Hvis det er det rigtige, så er det det rigtige, og så skal man ikke lade være med at gøre det for at skåne nogen. Det er ikke let, men det er ret simpelt. Hvis man ikke elsker hinanden, skal man ikke være sammen. Hvis ikke Henrik elsker mig, så skal han ikke blive. Og det må jeg jo så tackle. Han skal ikke blive hos mig af medlidenhed, fordi han ikke kan finde ud af at såre mig«.

Hans skal snart videre. Han har en middagsaftale hos en veninde, hvis barn allerede har lagt puder frem til pudekamp, fordi han kan huske at de sloges med puder sidste gang de sås. Det er Hans meget rørt over, og han fortæller, at det netop er sådanne øjeblikke der er med til at gøre ham lykkelig.

Kaffekopperne er efterhånden tomme, og inden jeg modvilligt bliver nødt til at give slip på den både intelligente og inspirerende “støjsender”, når jeg at spørge ham hvad hans egne håb og drømme for fremtiden er gjort af.

»Jeg håber, at jeg kan bevare nysgerrigheden og mit glade sind og den følelse af momentvis lykke som bliver ved med at dukke op med jævne mellemrum«, afslutter Hans Pilgaard, hvorefter vi krammer på gensyn og jeg takker ham for et helt igennem fantastisk kaffeslabberas.

Hans Pilgaard talte også med Homotropolis om at danse på bardisken, om hvorfor det perfekte ikke er det mest interessante, om at springe ud foran hele Danmark og om den nødvendige stilhed i en hytte i Norge. Du kan høre snakken i vores allerførste podcast, der bliver gjort tilgængeligt her på siden og via iTunes i morgen søndag.

Foto: Henrik Ohsten/TV 2

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

Smid en kommentar

Current month ye@r day *

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.