AIDS-Fondet protesterer mod Ugandas homopolitik

AIDS-Fondets direktør, Henriette Laursen, har skrevet et brev til Ugandas ambassadør i Danmark, der i utvetydige vendinger kritiserer et nyt lovforslag der vil forbyde homoseksualitet i Uganda.

Parlamentet i Uganda behandler i denne tid et særdeles kontroversielt lovforslag, fremsat af parlamentsmedlemmet David Bahati, der vil forbyde homoseksualitet i landet og dermed tvinge Ugandas LGBT’er under jorden.

Menneskerettighedsorganisationer verden over forsøger samtidig at gøre al deres indflydelse gældende for at forhindre loven i at blive vedtaget, og herhjemme har AIDS-Fondet nu forfattet en alvorlig skrivelse til den ugandiske ambassadør i Danmark, Joseph Tomusange.

»Den foreslåede lov gør det ulovligt at være homoseksuel, og den betyder, at bøsser, lesbiske og transseksuelle risikerer fængsel på livstid – måske endda dødsstraf. Samtidig risikerer alle at blive straffet, hvis de ikke angiver homoseksuelle«, skriver AIDS-Fondet i en pressemeddelelse.

Direktør for AIDS-Fondet, Henriette Laursen, der er brevets afsender, påpeger også de alvorlige konsekvenser som et forbud mod homoseksualitet vil medføre i forhold til hiv og aids:

»Lovforslaget er vanvittigt, fordi det både er en grov krænkelse af menneskerettighederne, og det er en alvorlig trussel mod forebyggelsen af hiv og aids. Lovgivningsmæssigt vil oplysning om hiv og smitteveje bliver betragtet som promovering af homoseksualitet og derfor være strafbart«, siger Henriette Laursen.

Uganda har tidligere diskuteret forbud mod homoseksualitet, men har indtil videre valgt ikke at gennemføre et sådant på grund af internationale protester.

AIDS-Fondet har også oprettet en særlig kampagneside til fordel for bøsserne i Uganda, hvor du opfordres til at give et bidrag, der vil gå til en lokal forening der arbejder for bøssers vilkår. Du kan besøge indsamlingssiden her.

Læs også artiklen “Ugandas homolov skaber uenighed på Christiansborg“, som vi bragte for nylig.

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

One Response to “AIDS-Fondet protesterer mod Ugandas homopolitik”

  1. Henrik says:

    og endnu en gang, hvad fanden hjælper det at skrive et sølle brev, det ryger jo bare direkte i skraldespanden, så luk dog for ulandsbistanden eller smid ambasadøren ud af landet, men uha nej det tør vi jo ikke…

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.