1 ud af 3 præster vil afvise homoseksuelle

En ny rundspørge viser, at næsten hver tredje danske præst vil afvise homoseksuelle par der ønsker at træde op ad kirkegulvet sammen.

Berlingske Research har netop offentliggjort resultatet af en rundspørge til mere end 500 danske præster, hvor næsten hver tredje afviser at vie homoseksuelle par, selvom dette bliver en mulighed fra midten af juni.

Biskoppen i Viborg Stift, Karsten Nissen, mener at lovforslaget vil medføre en splittelse i den danske folkekirke og at det ikke er ordentligt gennemtænkt.

»Det minder om en mærkesag, der for alt i verden skulle presses igennem. Det skaber mistillid til det politiske system og måden, kirken bliver ledet på. Det rokker ved forståelsen af, at folkekirken er et kirkesamfund, ikke en forvaltningsmyndighed«, udtaler Karsten Nissen til Berlingske Tidende.

Den radikale kirkeminister, Manu Sareen, er langt fra enig og påpeger, at der netop ikke er nogen der tvinger præsterne til noget, og at man samtidig har fremsat et lovforslag der giver den enkelte præst mulighed for at sige nej til at vie par af samme køn.

Han afviser samtidig flere præsters kritik af at man fra regeringens side går ind og blander sig i kirkens indre anliggender.

»Hvad er indre anliggender? Jeg forholder mig til folkekirken, fordi jeg er interesseret i den, og i at ressourcerne bliver brugt bedst muligt. Hvis det handler om selve vielsesritualet, er det ikke mig, men biskopperne, der skal lave det. Hvis det handler om kirkelukninger, er det ikke mig, der bestemmer det, men det kirkelige samfund«, siger Manu Sareen.

Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift og tilhænger af homoægteskaber, er enig med kirkeministeren og ser mere den aktuelle diskussion som et tegn på mangfoldighed i folkekirken. Samtidig tror han, at præsternes modstand vil aftage over tid.

»Jeg er sikker på, at når en præst først står over for et homoseksuelt par, der gerne vil vies, så forsvinder den akademiske diskussion og bliver til et spørgsmål om to rigtige mennesker. Det vil betyde, at færre præster vil sige nej. Der er ikke noget, der bliver trukket ned over hovedet på nogen. Vi har efterhånden diskuteret det her i mange år, og når det gælder om at få det ændret, er der altså ingen vej uden om Folketinget«, lyder det fra Peter Skov-Jakobsen.

Helle Thorning-Schmidt oplyste tirsdag, at kirkelige vielser af homoseksuelle par vil være en realitet fra 15. juni.

Foto: Christian Roar Pedersen

 

 

 

 

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

5 Responses to “1 ud af 3 præster vil afvise homoseksuelle”

  1. Björg says:

    Kan man bebrejde kristne præster at de følger biblen? Der står jo højt og tydeligt at homosex er noget griss og kvinder ikke må være præster. Hvis man kan vælge frit hvad man tror på i biblen så kan man vel også fravælge det 1. bud i moseloven; “du må ikke have andre guder”. Så lad os se at få Odin Thor og Freja ind i folkekirken. (Asatroen har forøvrigt ikke nogen fordømmelse af samkønnet sex)

  2. Lonnie Lamour says:

    Præster er så vidt jeg er orienteret statsansatte, så hvis de nægter at udføre deres gerning ifølge de love som folketinget vedtager…..så er det ud af vagten, lige som alle andre mennesker der ikke udføre deres job inden for de rammer der nu en gang er fastlagt. Jeg er så træt af at hører på alt deres klarikale pladder…..ret ind….eller ryg ud.

  3. Jens Jepsen says:

    Som altid, når nogen stiller krav til, at kirken skal reformere sigselv og tilpasse sig nye tider og finde sin plads i det omliggende samfund, så kommer der modstand fra egne rækker uden at tage i betragtning, at dette er 2012 og ikke for 50 år eller længere tid siden hvor verden så anderledes ud.
    Kære kirke “venner” ret ind eller ryg ud, mere nemt og simpelt kan det næsten ikke blive og jeg hilser Karsten Nissens første betragtning om splittelse i kirken velkommen, jeg mener så ikke lige, at det egentlig går vidt nok, men at det er et skridt på vejen i den rigtige retning.

    Måske var det på tide at diskriminere kirken lidt, som den selv har gjort i århundreder og kun give kirkeskat til de sogne, menighedsråd og præster, som faktisk lever i det 21 århundrede og som har fattet, at kirken er for alle og er nødt til at tilpasse sig tidsånden og ikke omvendt. Så kan indremission og de andre konservative fraktioner i kirken selv få lov til at betale de udgifter, som er forbundet med at drive en kirke, så skal i bare se hvor hurtigt, det ville få en ende, når strømmen at rare skattekroner til drift, lønninger og vedligehold tørrede ud.
    Jeg er tilhænger af, at kunne tale og tænke frit og mere at alle mennesker er født lige uanset hvordan vi ellers er med alle de forskelligheder, som vi indeholder.
    Så længe at vi møder hinanden med respekt og kan diskutere på et fornuftigt plan, så kan der komme noget konstruktivt ud af processen, som begge parter kan bruge til noget.
    Essensielt for mig, er at vi har en statskirke her i landet, som er for alle, eller det er den jo egentlig kun på overfladen, siden vi stadigvæk løber ind i den modstand fra deres rækker hvor de slår os i hovedet med et 2000 år gammel overlevering, som kom til verden ved bibelmødet i Hippo i år 393 hvor det blev besluttet hvad og hvilke skrifter, som var passende for at være en del at det nye testamente.
    Så kynisk kan man hævde, at det ikke er guds ord, men hvad en flok præster kunne blive enige om, skulle passe for almenvellets sjælefred og mere vigtigt være et redskab for kirken til at kunne fastholde folk i frygt og få dem til at betale til kirken hvilket egentlig er det samme, som sker idag bare i en mere nuanceret form og valg af ord.

    Lets face it, kirken er som en butik på randen af konkurs, den handler med en pose varm luft, og det har været den eneste vare de har haft på hylderne gennem de mange århundrer. Folk idag er langt mere oplyste og skeptiske og kritiske end nogensinde før hvad angår tro og for langt hovedparten af moderne mennesker fylder tro ikke specialt meget, men er mere en tradition. Jo før kirken indser og anderkender det, jo bedre rustet vil den være i fremtiden og finde sin rette plads.
    Som tidens strømninger er nu, så siger samfundet til kirken, se nu og få den finger ud og få afsluttet denne diskussion, vælg at være en del af samfundet eller stå udenfor med de konsekvenser, som det end måtte medføre.
    Det er på tide at det går op for kirken, at den er til for os og ikke omvendt.

  4. kinky_kim says:

    hver 3. præst vil afvise homovielser…. Kunne man ikke vælge ‘ja-hatten’ i stedet for og sige, at 2/3 af præsterne faktisk gerne vil homovielserne ?

    Forøvrigt gider jeg ikke alt det bras med: ‘Det står i biblen’ – det er jo årtier siden, vi er gået bort fra at følge denne tussegamle bog ord for ord. (De fleste ting kan jo forøvrigt tolkes, som læseren gerne vil tolke det – så spar mig for denne begrundelse)

    ‘Kvinder skal tie i forsamlinger’
    ‘Øje for øje – tand for tand’

    Men held og lykke med jer, der orker at støtte på om en institution, som i bund og grund er det mest fremskridtsfjerne i vores moderne samfund.

  5. Lonnie Lamour says:

    Jeg har personligt heller ikke noget stort behov for en kirkelig velsignelse eller godkendelse af den måde jeg lever mit liv på, for mig er det en princip sag. Det er mine rettigheder som mennesker der bliver brudt, kan ikke se at der er en anden institution i danmark der slipper af sted med diskrimination på så højt et plan

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.