De frivillige bag MIX Copenhagen er allerede trukket i arbejdstøjet, og jagten på de helt rigtige film til årets danske LGBT-filmfestival er begyndt.
De 19 frivillige bag årets filmfestival, MIX Copenhagen, mødtes for nylig i et sommerhus til Kick-Off-weekend, og dermed er arbejdet med at realisere endnu en uovertruffen LGBT-filmfestival officielt skudt i gang.
»De fleste planer er stadig på idébasis, men MIX Copenhagen regner med endnu engang at kunne invitere til Open Air-film i Ørstedsparken, at kunne invitere til koncerter og unikke events, at kunne vise film i Malmö og de store provinsbyer, og selvfølgelig at kunne præsentere et stærkt festivalprogram for hele LGBT-miljøet«, fortæller Henrik Neumann, programansvarlig for MIX Copenhagen, til Homotropolis.
MIX Copenhagen 2012 bliver den 27. udgave af Københavns LGBT-filmfestival, og du kan allerede nu sætte kryds i kalenderen fra den 19. – 28. oktober, hvor festivalen endnu engang vil projicere LGBT-filmkunst fra hele verden op på de danske lærreder.
Når årets Berlinale går i gang senere på ugen, vil festivalgruppen være til stede for at få kløerne i de allerbedste LGBT-film, og senere på året vil et par programplanlæggere fra MIX Copenhagen ligeledes være til stede når London Lesbian & Gay Film Festival løber af stablen.
I 2011 valgte MIX Copenhagen blandt andet at sætte fokus på transpersoners vilkår med temaet STP 2012, der inkluderede film som “Becoming Chaz”, “Madame X” og den smukke tyske “Romeos”.
Sidste års filmfestival havde også “Weekend” på programmet, og den lille low-budget indie-homofilm har siden gået sin sejrsgang på festivaler verden over, og ligger på flere kritikeres lister over de bedste film i 2011. Den populære Hollywood-stjerne, James Franco, roste “Weekend” i et blogindlæg hos Paris Review, og filmen udkommer på DVD senere i denne måned og vil med stor sikkerhed kunne fyre lidt op for varmen på en kold vinteraften.
Vi glæder os rigtig meget til endnu en storslået filmfestival i 2012, og takker Henrik Neumann fra MIX Copenhagen for at tage sig tid til at opdatere os.


February 6th, 2012
homotropolis 
Posted in
Tags: 


