Den gambianske præsident, Yahya Jammeh, udtaler at de som sammenligner homorettigheder med menneskerettigheder tager grueligt fejl.
Gambias præsident, Yahya Jammeh, der tidligere har påstået at kunne kurere AIDS og truet med at halshugge alle homoseksuelle i landet, luftede for nylig endnu engang sine stærkt homofobiske holdninger.
Ifølge South Africa Press Association udtalte Jammeh blandt andet, at “mennesker af samme køn hverken kan gifte sig eller være kærester”, og at menneskerettigheder ikke må blandes sammen med homorettigheder.
»Hvis man mener at menneskerettigheder handler om at ødelægge vores kultur, så tager man grueligt fejl«, sagde Jammeh, og tilføjede samtidig, at homoseksualitet stammer fra fremmede kulturer og slet ikke har noget at gøre på gambiansk jord.
I 2008 truede Jammeh med at halshugge alle landets homoseksuelle, men blødte senere retorikken op og “nøjedes” med at sige, at de ville blive jagtet og tvunget ud af deres hjem. Året før annoncerede han, at han havde fundet en mirakelkur der kunne helbrede AIDS, hvilket fik mange hundrede gambianere til at stille sig i kø for modtage en behandling der blandt andet bestod af en særlig urteblanding som man skulle smøre omkring sine ribben, hvorpå man skulle indtage en bitter, gul drik efterfulgt af to bananer.
På trods af kritik, insisterede Jammeh, så sent som sidste år, på at hans AIDS-behandlingsprogram gik godt, og bad hans mange kritikere om at “skrubbe af”.
Foto: UN Photo/Erin Siegal


februar 15th, 2012
homotropolis 
Posted in
Tags: 