Beth Ditto sidder bag rattet i en skolebus med plads til alle og holder en fabelagtig fest for forelskede mænd i denne partystarter af en musikvideo.
Et tænkt scenarie: Det er lørdag aften og fandens koldt derude. Håret sidder som det skal, og tøjet strammer alle de rigtige steder. Det er tid til et par hjemmemiksede vodka-drinks inden byen kalder, og selvom busstoppestedet er lige om hjørnet, så bliver det koldt at stå og vente på transporten ind til city. Det er heller ikke fordi linje 5 normalt ligefrem emmer af feststemte homoer, og det er i hvert fald meget sjældent at der ligefrem bliver danset i den kollektive trafik.
Men hvad nu hvis chaufføren var den lesbiske faghag og fandens gode sangerinde Beth Ditto, og du steg ombord på det der med stor sandsynlighed ville blive dit livs mest queer køretur? Måske er det bare os, og musiksmag er jo individuel, men hvor ville vi bare gerne have været med til denne busfest, og som partystarter er Gossip’s uimodståelige “Men in Love” fra 2010 ganske enkelt fænomenal.
Den lesbiske forsanger Beth Ditto, som vi nok skal vende tilbage til på et senere tidspunkt her på sitet, er voluminøs på alle tænkelige måder, og gør en dyd ud af at inkludere alle de identiteter og orienteringer der ikke falder ned i mainstream-kassen.
“Men in Love” er fra albummet “Music For Men” der kom ud i 2009, og i slutningen af den fantastiske video til nummeret, dukker en flok mandlige rugbyspillere pludselig op. I virkelighedens verden er det dog ikke fordi sport fylder synderligt meget i de velskabte fyres kalendere, og synes du alligevel at du har set dem før, så er det i en lidt anden og meget mere lummer sammenhæng. De poserende rugby-rødder er nemlig mere kendte under navne som Dayton O’Connor, Jayden Grey og Wolf Hudson – og ja, de er alle homo-pornostjerner.
“Men in Love” er en queer fest, både visuelt og sangmæssigt, og den fortjener på ingen måder at gå i glemsel endnu. Se eller gense den herunder, og hav en fantastisk aften.
Kys fra Homotropolis Crew


februar 11th, 2012
homotropolis 
Posted in
Tags: 
