Den sorte sangerinde, Gladys Bentley, var årtier forud for sin tid da hun, som åben lesbisk med høj hat og smoking, satte Harlems homomiljø på den anden ende i mellemkrigsårene.

Gladys Bentley lyder sandsynligvis ikke synderlig bekendt, men hvis man havde levet i New York i 20’erne og 30’erne og været en del af homo-undergrunden, så ville den sorte, lesbiske blues-sangerinde, på flere planer, have været særdeles svær at komme udenom.

Gladys Bentley optrådte på flere af datidens berømte og berygtede homosteder, blandt andet “Clam House” på 133rd Street der var en såkaldt “speakeasy”, en betegnelse for de etablissementer og natklubber der illegalt serverede alkohol under forbudstiden.

Den korpulente sangerinde forsøgte ikke at lægge skjul på at hun var til kvinder. Tværtimod. Gladys Bentley brugte sin homoseksualitet som et aktiv i sine optrædender hvor hun, iført smoking og høj hat, sad ved sit piano og fremførte fortolkninger af datidens hits, ofte med sine egne, tilrettede tekster der drejede sangene i homoseksuel retning. Hun gik heller ikke af vejen for at uddele anekdoter og erfaringer fra sit eget sexliv imellem numrene, og flirtede ofte åbenlyst og direkte med den kvindelige del af publikum.

»Noget tyder på, at jeg er født anderledes. Det har jeg altid selv tænkt. Lige så langt tilbage jeg kan huske, siden jeg kun kunne kravle, har jeg ikke villet have nogen mand til at røre ved mig. Og allerede ret tidligt begyndte jeg at føle mig bedre tilpas i drengetøj end i kjoler«, fortalte Gladys Bentley til Ebony Magazine i 50’erne.

I datidens Harlem var Gladys Bentley en vaskeægte “bulldagger”, en betegnelse der primært blev benyttet om meget maskuline, afroamerikanske lesbiske, og i en tid hvor de fleste brugte uanede mængder af energi på at skjule deres seksualitet, så insisterede Bentley på at være sig selv, også selv om det betød, at hun flere gange oplevede at blive chikaneret af politiet.

En af Gladys Bentley’s mange fans og beundrere var den sorte, homoseksuelle digter, Langston Hughes, der var stamgæst på “Clam House”, og han beskrev Bentley som “en imponerende fremvisning af musikalsk energi”. I bogen “The Big Sea” genkalder Hughes en aften med den energiske sangerinde:

Miss Bentley sad ved sit klaver og spillede hele aftenen og natten, bogstaveligt talt, uden ophold. Hun sang sange som “St. James Infirmary” fra klokken 10 om aftenen og indtil solopgang, stort set uden nogen form for pause mellem noderne, direkte fra den ene sang til den anden, med en vedvarende og kraftfuld underliggende junglerytme.

Mod forbudstidens ophør og Harlem-renæssancens afblomstring i slutningen af 1930’erne valgte Gladys Bentley af flytte til solbeskinnede Californien, hvor hun fortsatte sin succés som sangerinde og entertainer på blandt andet Mona’s Club 440 i San Francisco. Her fik hun også tilnavnet “the Brown Bomber of Sophisticated Songs”, og Bentley skabte samtidig ekstra medieopmærksomhed da hun offentliggjorde, at hun havde giftet sig med en hvid kvinde fra Atlantic City ved en privat ceremoni.

Efter anden verdenskrigs afslutning betød McCarthy-tiden at mangfoldighedens fest for alvor blev lukket og slukket, og en heksejagt på alle dem der “faldt udenfor”, herunder også de homoseksuelle, blev sat igang. Af frygt for forfølgelse, og med en aldrende mor at forsørge, måtte Gladys Bentley træffe en svær beslutning:

Det maskuline udtryk blev lagt ind på bageste hylde i klædeskabet til fordel for kjoler og en bevidst tillagt feminin fremtoning. I en artikel i Ebony Magazine i 1950 med overskriften “Jeg er kvinde igen” fortalte en presset Bentley, at hun var blevet kureret for sin homoseksualitet gennem hormonbehandling, og at hun endelig havde fundet roen i sig selv efter at have været igennem helvede og været fanget et sted imellem de to køn.

Gladys Bentley giftede sig efterfølgende med en mand, den 16 år yngre kok, Charles Roberts, men parret nåede at blive skilt igen inden Gladys Bentley døde alt for tidligt i 1960, i en alder af 52, af en alvorlig influenza.

Bentley’s glansperiode ligger desværre så mange år tilbage, at videoklip med den imponerende blues-sangerinde er yderst sparsomme. Dog findes der en optagelse fra 50’erne, som du kan se her, hvor Bentley, kort tid inden sin bortgang, optræder i kjole i et tv-show med Groucho Marx.