Det usynlige mindretal i Bangladesh

I Bangladesh kan sex mellem personer af samme køn give fængsel på livstid, og udfordringerne for landets LGBT’er virker nærmest uoverskuelige.

Det usynlige mindretal i Bangladesh

For nylig skrev aktivisten og akademikeren Rainer Ebert en kronik der sætter fokus på situationen og problemerne for homo- og biseksuelle i Bangladesh. Ud over at være en situationsrapport fra et stærkt homofobisk land, så kommer Rainer Ebert også med et opråb der bør vedkomme os alle. Homotropolis har oversat og viderebringer kronikken her:

Babu og Arif har været venner siden de var børn. De har gået i skole sammen, spillet på samme crickethold og der har aldrig været hemmeligheder imellem dem, dog med en enkelt undtagelse – og den blev sagt højt for nylig. Mens de spiste phuchka’er fra en lille opstillet snackbod et sted i Dhaka, blev Arif pludselig underligt tavs i nogle sekunder.

“Babu, der er noget jeg gerne vil fortælle dig…”
“Hvad er det, min ven?”
“Jeg har ikke været helt ærlig over for dig. Kan du huske den pige jeg fortalte dig, at jeg godt kunne lide? Det var ikke helt rigtigt. Det er faktisk hendes bror jeg kan lide. Jeg er bøsse”.

Babu blev chokeret over vennens uventede bekendelse, og eftersom han ikke vidste hvordan han skulle reagere, rejste han sig op og gik sin vej. Uanset hvor mange gange Arif forsøgte at ringe til Babu i de følgende dage, blev telefonen ikke taget. Der skulle gå 6 måneder inden Babu endelig ringede tilbage til Arif. I dag, efter mange aftener med lange snakke, er de igen bedste venner. Babu indså, at Arifs homoseksualitet ikke kan komme i vejen for deres fælles barndomsminder og de gode stunder de har oplevet sammen. Babu lærte at acceptere Arif som den han er – hans bedste ven, der tilfældigvis også er homo.

Lesbiske, bøsser og biseksuelle (LBG’er) er vores brødre, søstre, venner, naboer, lærere og kolleger. Homoseksualitet og biseksualitet har udgjort en del af hvert eneste samfund og hver eneste kultur gennem hele menneskets historie, og er også udbredt hos mange dyrearter. Forskellige undersøgelser fra alle dele af kloden konkluderer, at mellem 1 og 10 procent af alle mennesker bliver seksuelt eller romantisk tiltrukket af det samme køn.

Benytter man bare den laveste ende af dette interval, så viser et hurtigt regnestykke, at minimum 1,5 millioner mennesker i Bangladesh er homo- eller biseksuelle. På trods af dette høje antal, der omtrentligt svarer til hele befolkningen i Qatar og let kan være op til 10 gange højere, så er LGB’erne en usynlig minoritet. Mange diskrimineres i skolen, på universitetet og på jobbet, og en stor del nægtes adgang til sundhedssystemet og retsvæsenet og er i det hele taget splittet mellem angst, forvirring og skyldfølelse samtidig med, at der er meget lidt støtte at hente hos familie og venner.

Ifølge § 377 i Bangladeshs straffelov, så kan samleje mellem to personer af samme køn straffes med fængsel på livstid. Derfor er kun meget få åbne om deres seksuelle orientering, og de fleste tvinges ud i et liv fuld af hemmeligheder og løgne, hvor de ligger under for intolerance, misforståede æresbegreber og en karikeret udgave af både retsvæsen og moral. Det heteroseksuelle ægteskab bliver stadig betragtet som kvindens sande “nirvana”, og derfor er tolerancen overfor lesbiske kvinder særligt lav, og de er dobbeltmarginaliserede.

“Bandhu Social Welfare Society” (BSWS), der er den største organisation som arbejder med mænd der har sex med mænd i Bangladesh, lavede i 2002 en undersøgelse blandt 124 mænd der identificerer dem selv som enten homoseksuelle, biseksuelle eller kothi’er (“ladyboys”). Hver anden respondent svarede, at de havde oplevet chikane i skolen eller på gymnasiet. 3 ud af 4 af de respondenter der havde fortalt familien om deres seksuelle orientering svarede, at “deres familie havde reageret negativt og enten tævet dem, tvunget dem til ægteskab, gjort dem arveløse, smidt dem ud af huset eller taget dem til lægen for at blive kureret for deres homoseksualitet”.

Mange adspurgte havde oplevet at blive misbugt seksuelt, voldtaget eller chikaneret af myndigheder, lokale voldsmænd, venner og familie. 29 ud af de 80 respondenter der havde oplevet chikane fra myndighederne fortalte BSWS, at politibetjente havde voldtaget dem eller forgrebet sig på dem på anden vis. De øvrige kunne berette om tæv, afpresning, tilbageholdelser og trusler. Mænd fra byerne Mymensingh, Dhaka of Sylhet rapporterede, at de var blevet omringet og kørt til politikaserner eller stationer og voldtaget af grupper af betjente. Disse former for tvungen sex er altid beskrevet som værende meget farligt og resulterer ofte i alvorlige fysiske skader som indre blødninger, bristet endetarm og så videre. En rapport fra Human Rights Watch konkluderede i 2003, at disse episoder ikke er usædvanlige og er en del af et tydeligt voldsmønster rettet mod LGB-personer i Bangladesh.

Den udbredte homofobi i Bangladesh har også en negativ indvirkning på LGB’ers velbefindende og mentale helbred. En nylig undersøgelse af 102 homoseksuelle mænd, udført af Dhaka Universitet, viser at 32% af de udsatte mænd har forsøgt selvmord, mens 47% angav at de har overvejet at begå selvmord.

Da jeg besøgte Dhaka i december 2011, mødte jeg Mamun (opdigtet navn) og Shakhawat. Mamun er en 23-årig studerende, og Shakhawat er 26 år og journalist. Begge identificerer sig som bøsser.

Mamun beskriver det at acceptere sin egen homoseksualitet som “det sværeste han nogensinde har gjort”. Første gang han følte sig fysisk tiltrukket af andre drenge var som 13-årig, og han troede at der var noget galt med ham og håbede at det ville forsvinde igen. Men da det ikke forsvandt, tænkte han, at han burde gifte sig og skjule sin seksuelle orientering resten af livet. Så begyndte han at lave research omkring homoseksualitet på internettet og opdagede, at det andre steder i verden blev betragtet som normalt og var accepteret. Det tog Mamun yderligere 6 år før han fuldt ud accepterede at han selv var homo.

I dag tænker han dagligt på at forlade Bangladesh, og ser pessimistisk på mulighederne for en holdningsændring overfor LGB’er i hans levetid.

“Jeg elsker mit land og min familie, men jeg vil have et normalt og frit liv. Jeg vil ikke leve på en løgn resten af mine dage. Jeg vil aldrig komme til at leve et “heteroliv”. Jeg vil hellere forblive single resten af mit liv – fremfor at ødelægge en piges liv”. Og selv om han betragter sine forældre som forholdsvis liberale, så er han bange for en dag at skulle vælge mellem dem eller det autentiske og værdige liv.

Shakhawat har været romantisk tiltrukket af mænd så langt tilbage han kan huske. Siden en meget tidlig alder har han boet væk fra familien, og fundet støtte i Dhakas homomiljjø. Han blev medlem af “Boys of Bangladesh” (BoB), en basisgruppe for bøsser, hvor han lærte en masse om de psykologiske og politiske aspekter af seksuel orientering. Shakhawat har været i et fast forhold med en anden mand i 4 år, og han ønsker at blive i Bangladesh for at skabe opmærksomhed omkring LGB’ernes problemstillinger.

Efter jeg var rejst hjem til USA, fik jeg kontakt med en 23-årig handelsstuderende, Farheena (opdigtet navn), gennem et internetforum. Hun har vidst, at hun var til piger siden barndommen og identificerer sig som en lesbisk kvinde. Af frygt for at hendes forældre skal slå hånden af hende, er hun endnu ikke kommet ud af skabet, og holder sit parforhold med en anden kvinde hemmeligt. Til forskel fra Shakhawat har hun ikke et fundament bestående af andre med samme seksuelle orientering som hun kan støtte sig til.

Farheena fortalte mig, at der er et større pres på kvinder end på mænd for at blive gift tidligt. “Hvis jeg bliver tvunget ud i et ægteskab med en mand, så kunne jeg godt finde på at begå selvmord. Jeg vil hellere være død, end at skulle være en anden end den jeg er”. Hun overvejer at rejse ud af landet efter endt uddannelse, for at kunne være sig selv et andet sted.

For dem alle gælder det, at internettet har været en uvurderlig kilde til støtte og rådgivning, og nettet har spillet en vigtig rolle i at få dem til at acceptere sig selv. Deres råd, især til de unge LGB’er, er at bruge internettet og hente så mange informationer som muligt, og også skabe kontakt til andre LGB’er. Desværre er internetadgang stadig et privilegium for de få i Bangladesh, og for mange er det slet ikke en mulighed.

Seksuel orientering er, på trods af hvad nogle fejlagtigt tror,  hverken et “valg” eller en “sygdom”. Det er en normal del af den menneskelige seksualitet. Homoseksuelle forhold er naturlige og sunde former for menneskelig binding, præcis ligesom heteroseksuelle forhold er det. Et menneskes seksuelle orientering er en del af det der udgør personen, og alle personer fortjener at blive respekteret som de er. LGB-personer stiller ikke krav om særlige rettigheder, men kræver blot at få anerkendt deres menneskerettigheder. Kulturelle eller religiøse normer der taler imod homoseksualitet retfærdiggør ikke diskrimineringen mod LGB’er, ligesom de heller ikke retfærdiggør racisme eller sexisme. Mobning, chikane, mangel på ligestilling og respekt eller retsforfølgelse af personer for hvem de er, er hverken et udtryk for gudfrygtighed eller kulturel dannelse. Det er umoralsk.

Samtykkende sex mellem to voksne mennesker er afgjort et privat anliggende, der ikke skal reguleres af en regering i et samfund som bygger på tolerance og respekt, og det er lige præcis hvad straffelovens paragraf 377 gør.

§ 377 er i modstrid med de fundamentale principper om værdighed og lighed, og er et brud på de internationale menneskerettigheder. Paragrafen øger den sociale stigmatisering, opmuntrer til urimelig forskelsbehandling, underminerer de offentlige sundhedsindsatser og er alene baseret på fordomme. En rapport, udgivet af justitsministeriet i Bangladesh, konstaterer at § 377 overtræder den forfatningsmæssigt beskyttede ret til privatlivets fred under den udvidede definition af retten til livet og personlig frihed. Højesteretsadvokat Sara Hossain anser yderligere § 377 for at være i konflikt med antidiskriminerings-klausulen og retten til lighed for loven som er sikret i Bangladeshs forfatning.

Selv om § 377 kun sjældent har været i brug, så er den for LGB-miljøet hvad sværdet var for Damokles, og vi bør ikke vente på at de fanatiske og de intolerante får øjnene op for at bruge loven som et værktøj til yderligere undertrykkelse af en upopulær minoritet.

Ophævelsen af paragraf 377 er påkrævet, hvis Bangladesh skal udvikle sig til en fri og demokratisk nation. En ophævelse ville medføre, at LGB-personer som bliver udsat for voldtægt har mulighed for at anmelde overgrebet uden at skulle risikere retsforfølgelse, og det ville samtidig betyde, at man ville fratage politiet det våben som systematisk benyttes til at chikanere, misbruge og afpresse seksuelle minoriteter. Selv om Shakhawat ikke er bange for at blive retsforfulgt, så er han stadig kriminel i statens øjne, og “det føles ikke rart”.
Som fortaler for LGB-rettigheder, så er det hans overbevisning, at en ophævelse af paragraf 377 vil “gøre LGBT-miljøet meget mere synligt, fordi man gør det lettere for folk at springe ud”.

Farheena, Mamun, Shakhawat og mange andre LGB’er fortjener vores opmærksomhed og opbakning. Mens LGB-miljøet selv skal gå forrest i kampen mod uretfærdighed og intolerance, så har vi allesammen et fælles, moralsk ansvar for at slutte os til koret af stemmer og omfavne tolerance og respekt for ligeværd for alle mennesker.

Rainer Ebert.

Rainer Ebert har givet Homotropolis tilladelse til at oversætte og viderebringe artiklen, der første gang blev bragt på bdnews24.com.

Flere informationer om Rainer Ebert kan findes på hans hjemmeside.

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.