Transkønnede kvinder misbruges og tortureres i Kuwait

En ny rapport fra Human Rights Watch dokumenterer skræmmende eksempler på vold og diskrimination mod transkønnede kvinder i Kuwait.

Transkønnede kvinder misbruges og tortureres i Kuwait

Human Rights Watch har netop offentliggjort en 63-siders rapport om forholdene for transkønnede kvinder i Kuwait, og konklusionen er mildest talt skræmmende.

Rapporten dækker perioden fra 2008 og frem til nu, og indeholder eksempler på både tortur, anholdelser og seksuelle krænkelser fra det kuwaitiske politi.

Nadim Houry fra Human Rights Watch forklarer til avisen Kuwait Times, at myndighederne i landet gør brug af artikel 198 i kuwaitisk lov, der forbyder imitationer af det modsatte køn.

»Loven er en betydelig medvirkende faktor i arrestationer og mishandlinger af de transkønnede. Den fungerer som et grønt lys for både politi og samfund til at arrestere og torturere transkønnede personer og udøve magt og selvtægt mod dem«, udtaler Nadim Houry til Kuwait Times.

De transkønnede kvinder udsættes for mange former for både fysisk og psykisk mishandling fra politiets side. Blandt andet tvinges de til at smide tøjet eller at danse for betjentene, ligesom der er eksempler på, at de bliver trukket rundt på politistationerne og “fremvist” for de øvrige ansatte.

I et tilfælde fortalte en transkønnet kvinde, at politiet, efter at have arresteret hende og to af hendes venner, tømte en affaldsspand fuld af skrald og cigaretskodder ud over den ene af vennerne, mens den anden blev tvunget til at lave armbøjninger med en radiator på ryggen.

Human Rights Watch er også stødt på flere eksempler, hvor transkønnede kvinder under trussel om anholdelse, afpresses til at have sex med betjente.

Direktøren for Mellemøsten-afdelingen af Human Rights Watch, Sarah Leah Whitson, understreger i en pressemeddelelse, at den kuwaitiske regering har pligt til at beskytte alle sine borgere, og at dette også gælder de udsatte dele af befolkningen.

Rapporten fra Human Rights Watch, der bærer titlen “They Hunt Us Down For Fun”, er baseret på interviews med 40 transkønnede kvinder, og kan læses i sin fulde længde her.

Photo: Cajetan Barretto 

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.