Sex and the City-stjerne: Jeg har valgt at være homo

Skuespilleren Cynthia Nixon, kendt for rollen som Miranda i Sex and the City, sagde for nylig i et interview med New York Times, at hendes homoseksualitet er et valg.

Sex and the City-stjerne: Jeg har valgt at være homo

Cynthia Nixon har på det seneste stået model til en del kritik fra lgbt-miljøet efter et interview i New York Times, hvor den 45-årige skuespillerinde slog fast, at for hende er homoseksualiteten et valg.

Sex and the City-stjernen var tidligere i et 15 år langt forhold med Danny Mozes, og parret fik 2 børn sammen inden de i 2003 besluttede at gå hver til sit. Året efter forelskede Cynthia Nixon sig i Christine Marinoni, i 2009 blev de to kvinder forlovet og sidste år forøgede de familien med en søn.

I interviewet med New York Times står Cynthia Nixon fast på, at hendes homoseksualitet ikke har nogen biologisk årsag og at hun har valgt at være lesbisk – og hun retter samtidig kritik mod de dele af lgbt-miljøet der har forsøgt at få hende til at trække sine udtalelser tilbage:

»For nylig stod jeg på talerstolen overfor et homoseksuelt publikum, og i talen sagde jeg blandt andet, at ‘jeg har prøvet at være både hetero og homo – og homo er bedre’. De forsøgte at få mig til at ændre sætningen, fordi de mente, at jeg dermed antydede, at homoseksualitet kan være et valg. Og for mig, så ER det et valg. Jeg har forståelse for, at mange mennesker ikke har det sådan, men for mig er det et valg, og ingen skal definere min homoseksualitet for mig. Visse dele af vores miljø finder det bekymrende, at det skulle blive betragtet som et valg, for hvis det er noget man kan tilvælge, så er det også noget man kan fravælge«, siger Cynthia Nixon i New York Times, og undrer sig over hvorfor definitionerne og årsagerne fylder så meget i debatten:

»For mig at se, er det ligegyldigt om vi er fløjet eller svømmet frem til hvor vi er nu. Det vigtige er, at vi er her og vi er på samme hold, og så burde vi holde op med at foretage lakmusprøver på hinanden for at konstatere hvem der er homoseksuelle og hvem der ikke er«, fortsætter Cynthia Nixon, der ikke har meget til overs for den kritik hendes holdninger har frembragt.

»Jeg bliver virkelig irriteret over den her problemstilling. Hvorfor kan det ikke være et valg? Og hvorfor skulle det være mindre legitimt? Det virker som om vi giver de snævertsynede fanatikere eneret til at fremføre dette standpunkt, og jeg mener ikke at de personer skal føre ordet i debatten. Det er også som om at folk tror, at jeg bare har stukket hovedet i busken og ikke villet erkende at jeg var homoseksuel, og det finder jeg direkte anstødeligt. Både overfor mig selv, men også overfor de mænd jeg har været sammen med tidligere«.

Hele interviewet med Cynthia Nixon kan du læse i New York Times her.

Du er så velkommen til at smide en kommentar eller lave trackback fra dit eget site.

Smid en kommentar

Copyright © Homotropolis - Nyhedsmedie, guide og eventkalender for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transkønnede, queers og faghags i alle farver.

Homotropolis is a proud member of Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce.