En filippinsk far har indrømmet at have overhældt en af sine homoseksuelle sønner med kogende vand.
En 19-årige filippiner, Edmund Padilla, er blevet overfaldet med kogende vand af sin berusede far, efter faren fandt ud af at han og to af hans brødre var bøsser.
Pink News, der bringer historien i dag, skriver også, at faren efterfølgende fortalte politiet, at det var resultatet af indestængt vrede, efter han fandt ud af at hele tre af hans sønner var bøsser. Faren er nu sigtet og tilbageholdt af de filippinske myndigheder.
En talsperson for landets Hate Crime Watch, PLHCW, kræver nu mere fokus og en strammere lovgivning på området.
»I et frit samfund bør forældre respektere deres LGBT-børns rettigheder og holde inde med korporlig afstraffelse. Vi er født som dem vi er, og vores seksualitet kan ikke ændres med vold«, siger Reighben Labilles fra PLHCW til britiske Pink News, og påpeger også det lovmæssige tomrum som adskillige unge havner i:
»Fordi Edmund Padilla er 19 år gammel, falder han ikke længere ind under hverken FN’s Børnekonvention eller den filippinske lovgivning der har til formål at beskytte børn, og vi frygter, at mange voldelige handlinger udført af forældre og værger mod deres LGBT-børn aldrig bliver indrapporteret«.
For nylig henvendte PLHCW sig iøvrigt til den filippinske præsident, Benigno Aquino III, med kravet om bedre vilkår for landets LGBT’er.
På Filippinerne findes der ikke nogen lovgivning der beskytter seksuelle minoriteter, og ifølge PLHCW, så er 147 LGBT’er blevet myrdet i landet siden 1996.


January 5th, 2012
homotropolis 
Posted in
Tags: 


