En tidligere amerikansk marinesoldat tager bladet fra munden i ny erindringsbog om hans tid som escortfyr for et utal af Hollywoods legendariske filmstjerner.
Den nu 88-årige Scotty Bowers har i mere end 50 år gået stille med dørene om sin fortid som særdeles eftertragtet escortfyr for nogle af Hollywoods allerstørste ikoner.
Men i en ny erindringsbog med titlen “Full Service: My Adventures in Hollywood and the Secret Sex Lives of the Stars” afslører den tidligere marinesoldat hvad der virkelig foregik på lagenerne hos de berømte skuespillere som han “servicerede”.
Scotty Bowers fortæller blandt andet, at han leverede seksuelle ydelser til homo- og biseksuelle mandlige skuespillere som Cary Grant og Rock Hudson, og påstår også at have haft en trekant med den abdicerede britiske konge Edward 8. og hans hustru Wallis Simpson.
Den pensionerede escortfyr namedropper også både Spencer Tracy og Edith Piaf, og fortæller at han gennem årene har “skaffet” mere end 150 forskellige kvinder til Katherine Hepburn og Rita Hayworth.
I et interview med New York Times siger Scotty Bowers, at han har forholdt sig tavs i alle årene for ikke at skade nogle af berømthederne, men nu hvor de alle er gået bort og han selv er nået en ret fremskreden alder, så mener han ikke, at sandheden længere kan gøre skade på nogen.
Bogen udkommer på det amerikanske forlag Grove Press den 14. februar 2012.


January 31st, 2012
homotropolis 
Posted in
Tags: 


